Virksomheder og NGO’er arbejder sammen i kampen mod ulovlig skovrydning

Ifølge FN’s skov- og fødevareorganisation FAO’s nyeste tal forsvinder syv millioner hektar skov, svarende til en fodboldbane hvert tredje sekund, i tropiske lande. Særligt den voksende efterspørgsel på palmeolie, soja og andre landbrugsvarer er skyld i skovrydningen. Skovrydningen er den tredjestørste kilde til global opvarmning og udfordrer biodiversiteten i de plagede områder. Skal vi i mål med Parisaftalen og opnå FN’s verdensmål om at beskytte livet på landjorden (verdensmål 15), er det nødvendigt at gøre noget ved skovrydningen især i de tropiske områder.

Opråb til virksomhederne om skærpede krav

Tilbage i september 2019 kunne vi offentliggøre, at vi, i samarbejde med 230 institutionelle investorer, havde underskrevet en erklæring mod skovrydning og skovafbrænding i Amazonas for at sætte pres på virksomhederne, der enten direkte eller indirekte er skyld i problemerne. Det er imidlertid ikke kun gennem skærpede krav fra og til virksomheder, løsningen skal findes. Der er flere faktorer, der spiller ind.

Kampen mod skovrydning starter med kampen mod ulighed

Forskere fra Bern Universitet har fundet en direkte sammenhæng mellem udvidelse af landbrug på bekostning af tropiske skoves arealer og graden af ulighed i det omkringliggende samfund. Dette studie understreger, hvor vigtigt det er at arbejde med en rettighedsbaseret tilgang til bæredygtig udvikling.

Bæredygtig udvikling kræver, at man adresserer de lokale problemstillinger som ulighed, der ligger bag skovrydningen. At styrke oprindelige og andre lokale skovafhængige folks organisering og jordrettigheder er afgørende  for at sikre skovene. Jo stærkere og mere samlet et lokalsamfundet står, jo bedre vil man være rustet til at forsvare skovene.

Hvad kan virksomhederne gøre?

Ved at indgå partnerskaber med NGO’er kan virksomheder sikre, at de bliver udrustet med tredjepartsvalidering i processen mod bekæmpelse af skovrydning.

I denne måned blev det offentliggjort, at amerikanske PepsiCo i samarbejde med Rainforest Action Network (RAN) og International Labour Rights Forum (ILRF) har udviklet en ny og skærpet politik med henblik på at beskytte mod afskovning og misbrug af arbejdstagerrettigheder. Som noget nyt inkluderer PepsiCo hele forsyningskæden og dækker alle forretningspartnere på globalt plan. Med politikken giver PepsiCo tilsagn om ikke at købe palmeolie fra hverken indirekte eller direkte leverandører, der er eller har været involveret i skovrydning indenfor de sidste fire år.

SDG Invest porteføljen tæller også schweiziske Nestlé og finske UPM, der begge arbejder med bekæmpelse af skovrydning. Nestlé kortlægger gennem partnerskabet Earthworm Foundation virksomhedens forsyningskæde med palmeolie. Nestlé kan nu spore 90 % af den palmeolie, virksomheden handler, tilbage til fabrikken og næsten halvdelen tilbage til plantagen. På den måde sikrer Nestlé, at forsyningskæden handler efter reglementet, og at udvindingen af palmeolie er på et bæredygtigt grundlag. Nestlé forpligter sig til at handle med 100 % RSPO-certificeret palmeolie inden 2030.

Finske UPM har gennem UPM Forestal Oriental udviklet en database over Yatay-palmer i Uruguay ved hjælp af rekognoscering, geografiske informationssystemer (GIS) og luftfoto. Dette har gjort det muligt for UPM at udvikle et plantagedesign, der inkorporer lokale palmeeksperters vurderinger. Plantagedesignet beskytter og bevarer palmesorten og biodiversiteten og lokalbefolkningen, der er afhængige af palmen. UPM er med til at sikre, at Yatay-palmen igen bliver en del af det naturlige økosystem.

 

Vi vil så gerne fortælle mere

Hvis du vil høre mere om SDG Invest bæredygtige investeringer på de globale markeder, kan du udfylde formularen her, og så kontakter vi dig.

Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.

Vi vil så gerne høre fra dig

Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.

Formular på nyheder