Vi bor på en blå planet, men vores vand er truet som aldrig før

Verdens forbrug af ferskvand er flerdoblet i løbet af de seneste årtier og forventes at stige yderligere i de kommende årtier. Men vi får ikke let adgang til mere ferskvand og samtidig er vandet truet fra mange sider.

Vi bor på en blå planet. 70% af jordens overflade er dækket af vand. Desværre er langt størstedelen saltvand og kun 1% af jordens ferskvand er let tilgængeligt – resten er gemt væk i gletsjere og i de arktiske regioner. Det vand vi har til rådighed, er til gengæld på ingen måde ligeligt fordelt, og så er verdens adgang til ferskvand tilmed truet på flere fronter af blandt andet klimaforandringer, dårlig forvaltning og stigende efterspørgsel i takt med en voksende verdensbefolkning og middelklasse.

Klimaforandringer vil forværre vandmangel

Vi beskrev allerede i nyhedsbrevet for december, hvordan 2022 var et ekstremt år med bl.a. ekstreme oversvømmelser, orkaner og udtørrede floder – og 2023 ser allerede ud til at fortsætte i samme spor.

En af konsekvenserne ved klimaforandringer er, at de områder, som i forvejen får meget nedbør, forventes at få endnu mere nedbør. Ligeledes forventes de områder, som i forvejen ikke får meget nedbør, at få endnu mindre nedbør. Læg dertil, at den nedbør forventes at falde mere uregelmæssigt og i større, koncentrerede mængder.

Skyer bliver dannet over havet, når vandet fordamper. Når skyerne når land, falder vandet som regn. Men i takt med at havtemperaturen stiger, fordamper en stigende mængde vand, som dermed fører til mere regn og kraftigere storme. Det er især dårligt nyt for bl.a. Californien, som pga. sin placering ved siden af Stillehavet er ekstra udsat for fremtidens kraftigere storme – som vi allerede så konsekvensen af i januar 2023.

Samtidig betyder stigende temperaturer, at områder, som i forvejen modtager små mængder vand, i fremtiden vil få mindre regn bl.a. pga. ændrede jetstrømme. For andre steder, som primært får sit ferskvand fra gletsjere, betyder stigende temperaturer, at den primære kilde til ferskvand forsvinder.

Adgang til rent vand er en menneskeret. På trods af det har op mod 850 millioner mennesker i dag ikke adgang til rent og billigt vand inden for en halv times afstand fra deres hjem, og næsten 300.000 børn under fem år dør årligt af diarré pga. dårlig hygiejne. Faktisk anslår WHO, at 80% af alle sygdomme i verdens udviklingslande er vandbårne, og at 30% af verdens befolkning i 2025 vil opleve vandmangel. Det er selvsagt noget, der har store sociale og økonomiske konsekvenser for de påvirkede områder, og noget som bliver forværret af klimaforandringerne.

Produktion af forbrugsvarer tærer på vores vand

Et andet problem er den stigende efterspørgsel på vand. Verdens vandforbrug er flerdoblet i løbet af de sidste årtier, i takt med at vi bliver flere mennesker og at middelklassen vokser.

En dansker bruger i gennemsnit 104 liter vand om dagen til personligt forbrug som f.eks. madlavning, drikkevand, tøjvask og toiletbesøg. Men det reelle forbrug er markant højere. Produktionen af vores mad og de varer, vi bruger i hverdagen, bruger nemlig kolossale mængder vand. Et hold forskere har fundet frem til, at det reelle forbrug faktisk er 50-100 gange højere. Med andre ord forbruger hver dansker nærmere mellem 5.200 og 10.400 liter vand hver dag. Det skyldes især de absurde mængder vand, det koster at producere vores fødevarer. Helt i top over vand-intensive produkter er chokolade, som typisk kræver ca. 17.000 liter vand for at producere 1 kg. Chokolade er tæt forfulgt af forskellige typer kød og mejeriprodukter. Eksempelvis koster det omkring 15.400 liter vand at producere 1 kg oksekød, 5.500 kg at producere 1 kg smør og 3.200 liter at producere 1 kg ost. Er du til vin eller øl, drikker du reelt set hhv. ca. 440 og 300 liter vand for hver liter du drikker.

Én enkelt avocado koster 283 liter vand at producere, og helt skørt er det med mandler, som koster mellem 3,8 og 11,3 liter vand at producere – pr. mandel. De optimale forhold for produktion af de to findes kun i meget afgrænsede områder i verden, og derfor oplever disse områder mangel på vand i takt med, at de forsøger at imødekomme den stigende efterspørgsel.

Ligeledes bruger produktionen af varer store mængder vand. Ét kg bomuld koster 10.000 liter at producere, og produktionen af én bil forbruger omkring 150.000 liter vand på tværs af hele værdikæden – bare for at nævne et par fødevarer og produkter.

Problemet bliver ofte forværret yderligere, især i udviklingslande hvor rettighederne til vandet sælges til højestbydende – tit store virksomheder, som (i nogle tilfælde i mere eller mindre korrupte handler) køber sig til vandet mod løfter om arbejdspladser og økonomisk vækst. Det har i flere tilfælde ført til voldelige demonstrationer, og lokale, som enten har været tvunget til at flytte eller købe vand på flaske for at overleve.

Urbanisering og synkende byer

En anden bidragende faktor til vandmangel er den øgede urbanisering. FN anslår, at 68% af verdens befolkning bor i byer i 2050, men allerede i dag volder de mange mennesker på et lille område problemer. Grundvandet er simpelthen ikke bygget til at imødekomme den store efterspørgsel på et så afgrænset område. Det betyder, at grundvandet synker, og at det kræver et større område uden for byerne for at skaffe vand nok. I Indonesien er man sågar begyndt at flytte hovedstaden Jakarta, fordi hele byen synker med 25 centimeter om året, hvilket giver byen titlen som den hurtigst synkende by i verden, og den dermed er godt i gang med at blive opslugt af vandet, og i Mexico City synker dele af byen med op mod 0,5 meter om året (!).

Der har også været flere eksempler på storbyer, som er kommet faretruende tæt på “dag nul” – dagen hvor byen ville løbe tør for vand. Vi så det bl.a. i Cape Town, Sydafrika i 2018 og i Chennai, Indien i 2019. Begge gange blev truslen afveget ved at indføre voldsomme restriktioner på vand (i Cape Town var der i flere år en begrænsning på 50 liter om dagen, eller halvt så meget som en danskers direkte forbrug).

Men det er en reel risiko for mange storbyer. Tag f.eks. Kina, som er hjem for 20% af verdens befolkning, men kun har adgang til 7% af verdens ferskvand – og læg dertil, at landet har langt over 100 byer med mere end 1 million indbyggere, som er blomstret frem på få årtier.

Hvordan løser vi problemet?

Er vand et fælles gode, ligesom den luft vi indånder? Hvis ja, så bør vand være frit tilgængeligt for alle. Men uden en tilstrækkelig høj pris på vand risikerer vi at fortsætte ned ad samme vej, som vi allerede er på, hvor det er billigere at spilde vand, end det er at forebygge spild.

Eller er det en handelsvare, som bør sælges på råvaremarkeder i stil med olie, korn og sand? Det er heller ikke løsningen, for privatisering tilgodeser kun de få. Så måske er løsningen at allokere en bestemt mængde vand pr. person pr. dag, hvor overforbrug prissættes gradvist højere. Men problemet kan ikke løses alene ved at sætte en pris på vand – det kræver ændret lovgivning, adfærdsmønstre og en god portion vilje fra det internationale samfund.

Hos SDG Invest ser vi vand som et af de store fokusområder i de kommende år – efter klima og biodiversitet. Netop derfor er det også et område, vi har fokus på allerede nu. I porteføljen har vi derfor både virksomheder, som arbejder specifikt med håndtering og distribution af både fersk- og spildevand, og som spiller en nøglerolle i, at vi bruger vand smartere. Men vi har også produktionsvirksomheder, som arbejder strategisk med deres forbrug af vand, eksempelvis gennem målsætninger om at nedbringe vandforbruget og arbejde med at tilføre mere vand til lokale vandskel, end virksomheden forbruger.

På den måde håber vi at kunne bidrage til en fremtid, hvor alle har adgang til rent drikkevand.