Vi har de seneste dage oplevet kraftige kursfald på de globale aktiemarkeder, efter en længere optur siden slutningen af 2022. Nedturen er drevet af recessionsbekymringer i USA og gevinsthjemtagning inden for AI-sektoren. Selvom markedet er udfordret, forventer analytikere stadig en blød landing for den amerikanske økonomi. Læs videre for at forstå årsagerne til de aktuelle kursfald, udviklingen i SDG Invests kvalitetsaktier og vores anbefalinger til, hvordan man bør navigere i denne volatile periode.

Afkastudvikling

Kursfaldene har ramt samtlige aktiemarkeder over hele linjen de seneste par uger. Nedturen startede i juli måned efter en række større begivenheder: En ny regnskabssæson startede, der har været store politiske udviklinger i USA med en omtalt tv-debat, et attentatforsøg på Donald Trump og Bidens udmelding fra præsidentvalget. Derudover har vi set en rotation på aktiemarkedet, som især har påvirket tech-sektoren.

Dog har august måned taget kursfaldene til nye højder, hvor det ligevægtede verdensindeks er faldet med over 7% på 5 dage. SDG Invest har heller ikke undveget kursfaldene, og fonden er nede med 5,59% i august måned, men år-til-dato leverer SDG Invest fortsat et positivt afkast på 7,35% (pr. 05-08-2024).

Afkast August Q3 ÅTD 
Ligevægtet verdensindeks -7,28% -4,25% 1,66%
Dow Jones Sustainability -6,96% -6,69% 5,29%
USA (S&P 500) -7,38% -7,00% 10,75%
Europa (STOXX 600) -5,99% -4,59% 4,54%
Japan (Nikkei 225) -17,16% -13,26% -6,41%
Danmark (OMX C25) -6,60% -3,58% 4,65%
SDG Invest -5,59% -6,62% 7,35%

Alle ovenstående afkast er pr. 05.08.2024.

Tre årsager

Uroen på de globale aktiemarkeder skyldes, at investorer sælger ud af deres aktier på grund af tre årsager:

For det første har den japanske rente været lav i lang tid, hvorfor investorer har lånt i japanske yen og placeret pengene i aktier med medvind, såsom tech-aktier og slankemedicins-aktier. Men da den japanske bank i sidste uge overraskende hævede renten medførte det, at investorer måtte sælge deres aktiepositioner rundt om i verden for at lukke deres lån taget i den japanske yen.

For det andet har en række dårlige amerikanske nøgletal, herunder især den amerikanske jobrapport, gjort investorerne nervøse for, om amerikansk økonomi er på vej i recession. Antallet af beskæftigede uden for landbruget i USA steg med 114.000 i juli, hvilket var langt under, hvad økonomer havde ventet.

Dog påpeger analytikere og økonomer, at arbejdsmarkedet i USA blot er gået fra at være decideret overophedet til at være lidt mindre varmt. Samtidig er det også værd at understrege at nøgletallene fra USA har været noget blandende, idet både BNP for andet kvartal og detailsalget fra juni var overraskende solide.

Endelig er den tredje grund til, at der har været solgt ud af aktier, en øget skepsis omkring AI. Regnskaber fra de største tech-selskaber har ikke levet op til forventningerne, og eksperter er begyndt at spørge, om der er investeret for meget i diverse AI-udstyr, der aldrig kommer til at give et afkast. Der er en bekymring for, hvor hurtigt kunstig intelligens (AI) kan ses på bundlinjen i de store virksomheder.

Igen påpeger analytikere og økonomer, at de økonomiske forudsætninger for aktierne ikke er dramatisk ændret fra sidste uge, og at faldet på mange aktier skyldes, at investorerne er blevet bange, uden at det udspringer af værdierne i selskaberne.

Formålet med FEDs pengepolitik

Flere analytikere og økonomer er enige om, at de blandende økonomiske nøgletal peger i retningen af en afmatning i den amerikanske økonomi. Og det er her vigtigt at huske på, at det netop er hensigten med den pengepolitik, som den amerikanske centralbank fører på nuværende tidspunkt. De høje rentesatser har hele tiden haft til formål at sænke tempoet i økonomien for at tæmme den høje inflation. Og selvom inflationen har været aftagende, så er den stadig for høj. Svækkelsen af arbejdsmarkedet er netop det, der skal til for at dæmpe den høje lønvækst, som ellers kunne udløse en ny bølge af inflation.

Samtidig taler analytikere og økonomer stadig om muligheden for en blød landing i verdens største økonomi og ikke den recession, som investorerne pludselig ser i kortene. Den amerikanske økonomi er stærk og den amerikanske centralbank fører en finanspolitik, der gør sit for at holde gang i økonomien.

SDG Invests anbefalinger fremadrettet

Aktiemarkedet har før stået med udfordringer, som har givet store udsving og kursfald. Også markant større end de er nu.

I SDG Invest har vi altid rådgivet ud fra en forudsætning om, at investorerne helst skal have den kortsigtede likviditet på plads ved at have kontanter eller korte forholdsvis sikre obligationer. På denne måde sikrer vi, at ingen er tvunget til at sælge ud af deres aktier under kursfald.

I SDG Invest investerer vi ud fra en langsigtet strategi. Vi investerer i selskaber som er robuste og gennem flere år – også gennem kriser – har bevist, at de kan skabe vækst i deres indtjening. Selvom vores selskaber ikke går fri fra en aktienedtur som denne, så forsvinder deres indtjening ikke.

Vores anbefaling er, at man holder fast i sin investeringsstrategi, som netop er tilrettelagt efter, at perioder som den aktuelle kan opstå. Vi er ikke i tvivl om, at vores kvalitetsaktier vil klare sig på sigt og sikre et stærkt, langsigtet afkast til vores investorer.

Hvis du har spørgsmål til din portefølje, eller til situationen på markedet, så tøv ikke med at kontakte os.

Vi vil så gerne fortælle mere

Hvis du vil høre mere om SDG Invest bæredygtige investeringer på de globale markeder, kan du udfylde formularen her, og så kontakter vi dig.

Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.

Vi vil så gerne høre fra dig

Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.

Formular på nyheder