Inflationen er på et højt niveau, og den tre måneder gamle krig i Ukraine samt en ny coronabølge i Kina presser inflationen endnu mere og øger usikkerheden hos investorerne.
Fald i aktiemarkedet
Den seneste udvikling på aktiemarkederne har i særdeleshed været præget af den høje inflation, rentestigninger, coronanedlukninger og krigen i Ukraine. De mange udfordringer har sat sine spor på samtlige aktieindeks verden over. Verdensaktieindekset MSCI World har i år pr. 23 maj 2022 leveret et afkast på -10,78% målt i danske kroner. Ser vi på andre toneangivende indeks som det amerikanske aktieindeks S&P 500 har dette hidtil leveret et afkast på -11,04% målt i danske kroner. Det europæiske aktieindeks Eurostoxx 600 har ligeledes leveret et negativt afkast på -10,46% målt i danske kroner.
Vender vi blikket mod Danmark, så har det danske aktieindeks OMX C25 leveret et afkast på -16,12% målt i danske kroner. Tilbagefaldene på aktiemarkederne skyldes blandt andet, at det stigende rentemiljø sender aktierne ud i en genprisning, da den fremtidige indtjeningsvækst ikke er lige så meget værd i dag, når renteniveauet er højere.
SDG Invests afkast er ligeledes ramt af udfordringerne på aktiemarkederne, og har hidtil leveret et afkast på -13,58%. Forskellen i SDG Invest afkast relativt til nogen af de ovennævnte aktieindeks skyldes i høj grad, at fonden aktivt har fravalgt at investere i våben, mineselskaber eller lignende, da disse ikke lever op til fondens bæredygtighedskriterier og investeringsfilosofi.
Højeste inflation i 40 år
Inflationen har nået højder, som vi ikke har set i mange år. I USA var målingen for april 8,3%, og vi skal tilbage til starten af 80’erne for at finde lignende niveauer. Årsagen skal findes flere forskellige steder.
Da coronapandemien brød ud i starten af 2020 reagerede centralbanker og stater meget hurtigt med økonomiske hjælpepakker af enorme dimensioner. De meget lempelige vilkår gav forbrugerne luft i økonomien og store opsparinger, som har drevet den generelle efterspørgsel på varer markant op. Samtidig har virksomhederne reduceret deres lagre og neddroslet produktionen. Denne adfærd hos forbrugerne har endnu ikke ændret sig markant, selvom inflationen er høj, og dette har indtil videre været med til at holde efterspørgslen oppe og dermed også inflationen.
Stigningerne i energi- og råvarepriser repræsenterer også en god del af den nuværende inflation. Energipriserne steg allerede pænt igennem 2021 på grund af strukturelle problemer og højere forbrug grundet vejret. Krigen i Ukraine og de efterfølgende sanktioner mod Rusland har betydet yderligere store stigninger på energi og råvarer.
En anden mekanisme, der presser inflationen op, er lønvæksten. Når priserne stiger på varer, så vil forbrugerne automatisk kræve mere i løn af deres arbejdsgiver. Arbejdsmarkedet er stramt, og arbejdsgiverne kan derfor blive nødt til at hæve lønningerne for at trække kvalificeret arbejdskraft til. De øgede omkostninger på arbejdskraft lægges oveni prisen på varerne. Dette kan skabe en løn-pris-spiral, hvor lønniveau og prisen på varer kappes om at holde niveau.
Langsigtet investeringsfilosofi
SDG Invest har en langsigtet investeringsfilosofi, og udvælger bæredygtige kvalitetsselskaber der kan skabe vækst i deres indtjening gennem flere år – også gennem krisetider. Vores anbefaling er, at man holder fast i sin investeringsstrategi, som netop er tilrettelagt efter, at perioder som den aktuelle kan opstå.
Hvis du har spørgsmål til din portefølje, eller til situationen på markedet, så tøv ikke med at kontakte os.
Vi vil så gerne fortælle mere
Hvis du vil høre mere om SDG Invest bæredygtige investeringer på de globale markeder, kan du udfylde formularen her, og så kontakter vi dig.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.
Vi vil så gerne høre fra dig
Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.