Sand er ikke bare sand – og derfor er det allerede en mangelvare

Det er nok de færreste, der tænker over forbruget af sand i dagligdagen. Men sand indgår i rigtig mange af de produkter, vi bruger hver eneste dag. Faktisk er sand den 2. mest brugte ressource i verden efter vand (ja, verdens samlede forbrug af sand er større end vores forbrug af eksempelvis kul og olie). På verdensplan bruger vi intet mindre end 50 milliarder tons årligt, svarende til 18 kg pr. person pr. dag.

Det er nok de færreste af os, der til dagligt henter en sæk sand i byggemarkedet, så hvad bruger vi egentlig alt det sand til? Sand er hovedingrediensen i cement og glas, men sand indgår også direkte eller indirekte et sted i værdikæden for bl.a. gødning, vaskepulver, computere, mikrochips, kosmetik, tandpasta, papir og en lang række andre produkter .

Nu tænker du nok, at et højt forbrug af sand ikke kan være et problem. Verden er dækket af endeløse ørkener, sandstrande, floder og havbunden, som alle indeholder uanede mængder af sand. Det er korrekt. 33% af jordens overflade er dækket af ørkener (som dog ikke alle indeholder sand), og Sahara ørkenen alene dækker et område på 9.200.000 kvadratkilometer, svarende til et areal på størrelse med Kina eller 8% af jordens landareal.

Men det er her jokeren kommer i spil: Sand er nemlig ikke bare sand. De sandkorn, der findes i ørkenen, er formet af vinderosion, og sandkornene er derfor helt runde. Men det sand, verdenssamfundet efterspørger, skal gerne være takket  – ellers kan sandkornene ikke hænge sammen og er derfor ikke stærke nok til at blive brugt i byggeindustrien. Hovedingrediensen i beton er sand. Det udgør 75% af det færdigblandede produkt, mens 10% er cement, som igen består delvist af sand. Omvendt er sandkorn fra havet ofte for uensartede og indeholder for høje værdier af klorid til at kunne indgå i byggeprojekter. Brugbart sand kommer derfor fra kyster og søer, men primært fra floder, hvor det er opstået naturligt over mange tusind år.

Udvinding af sand med stribevis af konsekvenser

Problemet er grundlæggende, at vi bruger sand hurtigere end jorden kan genere nyt, brugbart sand. I løbet af de seneste to årtier er produktionen af cement tredoblet. Forskere forudser, at forbruget af sand i byggeindustrien vil stige med 45% frem mod 2050, i takt med at verdens befolkning vokser, og især at middelklassen i det globale syd vokser kraftigt og søger mod byerne.

Det stigende forbrug af sand har ført til et illegalt marked for sand med nærmest mafia-lignende tilstande, hvor “sandpirater”, decideret fjerner øer fra landkortet i jagten på det værdifulde guld for at fodre bl.a. Kinas umættelige appetit for sand, som mellem 2011 og 2013 brugte mere beton end USA gjorde i løbet af hele det 20. århundrede. Ja, du læste rigtigt, Kina brugte på 3 år mere sand end USA formåede at bruge i løbet af et helt århundrede – og svaret skal findes i de mere end 100 millionbyer, som er opstået i Kina, i takt med at befolkningen i det folkerige land er fordoblet siden 1960’erne. Kina havde i 2020 lige så mange millionbyer som Nordamerika og Europa tilsammen.

Et land, der mærker til problemet med sandpirater, er Indonesien. Landet indførte i 2007 et delvist forbud mod eksport af sand, af frygt for de miljømæssige konsekvenser eksporten havde. På trods af det er flere mindre øer blevet ofre for illegal udvinding som led i den stigende efterspørgsel og er decideret forsvundet fra landkortet .

Et andet sted, hvor udvinding af sand er et udtalt problem, er langs Perlefloden i Kina. Her har udvinding af sand sænket vandniveauet i floden så betydeligt, at det har ført til et lavere vandspejl i de omkringliggende områder. Konsekvenserne er bl.a., at det er blevet sværere og dyrere at udvinde drikkevand fra undergrunden, og at landbrugsjorden er blevet tørrere. Det gør samtidig området mere sårbart over for klimarelaterede naturkatastrofer, fordi der er mindre sediment til at beskytte mod oversvømmelser. Det er altså en direkte trussel mod de 85 millioner mennesker, som kalder deltaet omkring perlefloden for deres hjem. Det har også ført til ødelagte broer og skader på andet infrastruktur, fordi et lavere vandspejl får jorden til at synke, som vi beskrev i januar’s nyhedsbrev.

Illegal udvinding af sand er altså et større problem, end man lige forestiller sig. Faktisk har mere end 70 lande rapporteret om illegal udvinding af sand og det går ikke kun ud over vandspejlet og infrastrukturen. Mange steder fører den illegale udvinding af sand til kysterosion, som i kombination med en stigende vandstand truer mange af de mere end 3 milliarder mennesker, der ifølge FN bor i kystområder. Det fører også til ødelæggelse af økosystemer, fordi udvinding af sand ødelægger levesteder for dyr og planter, og gør vandet så grumset at det dyreliv, der måtte være, bliver udryddet eller rykker andre steder hen. Det har bl.a. en stor konsekvens for de 60 millioner mennesker, som på verdensplan lever af fiskeri – og for deres familier, hvis levegrundlag oftest afhænger fuldstændig af fiskeriet.

Endeligt har jagten på det sandfarvede guld også medført stigende korruption og kriminalitet.

Hvordan sikrer vi sand til fremtiden?

Som privatperson er det svært at gøre en forskel, når så mange produkter i vores hverdag indeholder sand (ofte uden at vi ved det), og når sandet er svært at erstatte. Der er heller ikke nogen nem løsning for bæredygtige investorer. I modsætning til vand, hvor SDG Invest er investeret i flere virksomheder, som arbejder strategisk med området, så har vi ingen investeringer i virksomheder inden for sand. Faktisk har SDG Invest slet ikke investeringer i nogen former råvareudvinding. Forklaringen ligger primært i, at udvindingsindustrien ofte har et blakket ry med bl.a. brud på menneskerettigheder og dårlig kontrol med miljø og klima.

Udvinding, køb og forvaltning af sand er ureguleret mange steder i verden, men netop fordi illegal sandudvinding har konsekvenser for både klima, biodiversitet, levegrundlag og andet, burde det ligge højere på den internationale agenda. Derfor har FN’s Miljøprogram også udviklet konkrete forslag til, hvordan vi kan beskytte verdens sand.

Det går bl.a. ud på at arbejde hen imod mere regenerativ og cirkulær brug af sand og at finde alternativer til sand, f.eks. biprodukter fra grusgrave og miner, ligesom aske fra forbrændingsanlæg også kan bruges.

Det handler også om et paradigmeskifte, hvor sand bør anerkendes som en strategisk ressource, og hvor brugen af sand derfor i højere grad bør kortlægges, overvåges og rapporteres. Ligesom vi så med vand, er de økonomiske omkostninger ved udvinding af sand meget begrænsede og nærmest uændrede over de sidste mange år, men de sociale og miljømæssige omkostninger er stigende. Derfor er beskatning af sand næsten uundgåelig, hvis vores forbrug af sand skal ændres.

Noget helt andet handler om, at verdens arkitekter og ingeniører er blevet oplært til at have en forkærlighed for beton. For at trække byggesektoren i en mere bæredygtig retning er det derfor nødvendigt at uddanne folk i at bygge med andre, mere bæredygtige materialer som træ, halm og genbrugte materialer.