Vores drikkevand er truet af alt fra landbrug og industri til klimaforandringer. Derfor er en styrket indsats for at sikre grundvandet nødvendig, og den kræver, at alle tager deres tørn.
Udlændinge, der besøger Danmark, er ofte fascineret af vores vane med at drikke vand direkte fra hanen. Noget, der for os er helt normalt, fordi vi har noget af det reneste grundvand i verden. Det er ikke noget, vi tænker meget over, men det er faktisk vores livseliksir, som løber i sin pureste form lige under vores fødder. Desværre er ikke alle steder i verden lige så heldige som os, og selv i Danmark er grundvandet truet.
Det sætter FN hvert år fokus på, når der 22. marts er World Water Day, og ifølge FN er der dystre udsigter. En ny rapport fra WHO og Unicef konkluderer nemlig, at på trods af, at 1,8 milliarder mennesker har opnået basal adgang til drikkevand siden 2000, så er der stadig over 2 milliarder mennesker, som ikke har adgang til sikkert drikkevand. Faktisk mangler hver 10. person stadig basale vand- og sanitære forhold. Og for 145 millioner mennesker er den eneste mulighed at drikke urenset overfladevand, som er en nærmest garanteret kilde til diverse sygdomme.
Men selvom det har været et stort fokus for verdenssamfundet, at alle har adgang til rent drikkevand, så går det faktisk den forkerte vej. Rigtig mange steder er grundvandet nemlig truet. Her taler vi ikke kun om udviklingslande, det er et stigende problem i rigtig mange lande. Mange steder har urbanisering ført til at grundvandet simpelthen er blevet udtømt, fordi udbuddet af vand i det specifikke område slet ikke er bygget til så stor en efterspørgsel. Der har sågar været flere historier om, hvordan flere storbyer i senere år er løbet tør for vand.
En anden og helt afgørende faktor er klimaforandringer. Klimaforandringerne fører bl.a. til ændrede vejrmønstre, som gør, at nedbør falder mere uregelmæssigt og mindre forudsigeligt. Klimaforandring fører også til tørke og oversvømmelser i nogle regioner, mens det i andre får gletsjere, som for mange mennesker er den vigtigste kilde til vand, til at smelte.
Endnu en faktor er landbruget, som bruger store mængder pesticider og andre sprøjtemidler. Med en stadigt voksende verdensbefolkning og den samme mængde plads, kombineret med et øget fokus på biodiversitet og bevaring af skove, virker det nærmest umuligt at producere flere afgrøder uden at øge forbruget af pesticider. Men pesticider ender alt for ofte i grundvandet. Det er også tilfældet i Danmark, hvor vi finder stadig flere og flere pesticider i vores grundvand. Men når vi fælder træer, fjerner vi også den bedste mulighed for at rense vandet naturligt.
Industrien er heller ikke fritaget. Det kan både være tungmetaller, som siver ud fra produktionen og ned i grundvandet, eller det kan være gennem utilstrækkeligt renset spildevand – noget som især tekstilindustrien har et blakket ry for at stå bag.
Én ting er til gengæld sikkert. Adgangen til rent drikkevand lader kun til at blive mindre i de kommende år og årtier. Faktisk forudses prisen på vand til at blive højere end prisen på olie. I takt med at vand bliver en mere knap ressource intensiveres kampen om det også. For hvem har egentlig førsteret til vandet? De lokale, som bor, hvor vandet er? Landbruget, som har brug for vand til at brødføde en stadig voksende verdensbefolkning? Eller store industrielle aktører, som køber adgang til vandet med profit for øje?
Det er et dilemma, som udspiller sig mange steder på tværs af kloden hver dag, som i Spanien, hvor et nyligt lovforslag, som legaliserer ulovlige landbrug og vandboringer, har mødt kraftig kritik fra flere supermarkedskæder og miljø NGO’er. Eller i Chile, hvor eksplosiv vækst i produktionen af avocadoer, som kræver enorme mængder vand, har ført til udtørrede floder og konflikter over vand mellem de lokale og store, internationale virksomheder.
FN forventer, at adgangen til ferskvandsressourcer falder med 40 % frem mod 2030, samtidig med at befolkningen i verden kun forventes at stige. Netop derfor er det også ekstremt vigtigt, at vi passer godt på vores grundvand. Det kræver handling fra alle aktører. Som privatpersoner skal vi finde ud af, hvordan vi kan bruge mindre vand i vores hverdag, og landbruget skal finde metoder, hvorpå det kan dyrke fødevarer til en voksende befolkning uden at gå på kompromis med klimaet og grundvandet. For virksomhederne gælder, at de i stigende grad skal fokusere på rensning og genbrug af vand i virksomhedens produktion eller ligefrem at tilføre “nyt” vand gennem afsaltning af havvand.
Når vi analyserer virksomheder til SDG Invest porteføljen er vand et af de områder, vi fokuserer på. Derfor er vi også glade for at se virksomhederne arbejde fokuseret med vand – eksempelvis vil Microsoft og Pepsico være “vand positive” i 2030. Det betyder, at de vil levere mere rent vand tilbage til samfundet, end de selv bruger. For Cisco handler det om at bruge data til at styre vand bedre, mens Novozymes bruger naturlige bakterier og enzymer til specifikke processer i forbindelse med spildevand.
Udsigterne til at vi koloniserer Mars er stadig ret lange, og selvom det er muligt at lave vand i laboratoriet, så er det kun muligt i mindre skala. Så vi er nødt til at løfte i flok og alle tage vores tørn for at sikre, at vi også har rent drikkevand i hanen i 2050.
Vi vil så gerne fortælle mere
Hvis du vil høre mere om SDG Invest bæredygtige investeringer på de globale markeder, kan du udfylde formularen her, og så kontakter vi dig.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.
Vi vil så gerne høre fra dig
Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.