I juli 2024 har aktiemarkederne været præget af mange forskellige faktorer, og der har næppe været den samme afslappede feriestemning som rundt om i landet. Flere begivenheder har sat deres præg på markederne: En ny regnskabssæson er startet, der har været store politiske udviklinger i USA med en omtalt tv-debat, et attentatforsøg på Donald Trump og Bidens udmelding fra præsidentvalget. Derudover har vi set en rotation på aktiemarkedet, som især har påvirket tech-sektoren

Månedens highlights

  • SDG Invest faldt med -1,09% i juli måned, men er oppe med 13,71% i 2024 (pr. 31.07.2024).

  • Indeværende regnskabssæson skabte store udsving på aktiemarkederne

  • Amerikanske nøgletal peger mod en rentenedsættelse i september

  • Rotation på aktiemarkederne

Præsidentvalg i USA

En af de helt store samtaleemner i juli måned er det igangværende præsidentvalg i USA, der for alvor har taget de store overskrifter. En interessant præsidentdebat sidst i juni, et attentatforsøg på Donald Trump d. 13. juli og Joe Bidens udmelding fra præsidentvalget og opbakning til Kamala Harris d. 21. juli har sat gang i medierne og meningsmålingerne. Et valgresultat der i skrivende stund kan svinge i begge retninger, har sat gang i de finansielle markeder, og investorerne forsøger at positionere sig til begge udfald. En sejr til Donald Trump tyder alt andet lige på en mere protektionistisk amerikansk økonomi der skal forsøge at begrænse den internationale handel gennem gebyrer og tariffer på udenlandske varer, samt en lavere selskabsskat. Det vil være positivt for de amerikanske virksomheder der har deres produktion og salg i USA, og negativt for de mange selskaber der har internationale forsyningskæder. Omvendt er der ikke meget fremme om konkrete tiltag Kamala Harris vil foretage sig, men den turbulente periode som valgkampen er inde i skaber volatilitet på aktiemarkedet.

Markedsudvikling i juli

Investorerne oplevede betydelige udsving i aktiekurserne i løbet af måneden, da mange virksomheder aflagde regnskaber i forbindelse med den igangværende regnskabssæson, og det førte til både store fald og flotte stigninger.  Vi har i løbet af juli måned set en rotation ud af tech-sektoren, hvor investorerne trimmer deres porteføljer ved at sælge aktier fra blandt andet “The Magnificent Seven” og investerer mere i traditionelle sektorer, herunder mindre aktieselskaber. Denne rotation er blevet understøttet af stigende forventninger om rentenedsættelser fra Fed samt udtalelser fra Biden i midt juli måned om potentielle nye restriktioner på eksport af mikrochipteknologi.

Det ligevægtede verdensaktieindeks steg med 3,27% i juli måned (før omkostninger). Vender vi blikket mod de amerikanske aktier, så leverede S&P500 et dæmpet afkast på 0,41% for måneden (før omkostninger). Der var lidt mere positiv stemning at spore i Europa. Her leverede de europæiske selskaber, målt på Eurostoxx 600 et afkast på 1,49% i juli (før omkostninger).

I Japan har vi også set en markant markedsudvikling, hvor Nikkei 225 stiger med 4,70% målt i danske kroner, hvilket primært skyldes udviklingen i den japanske yen. Målt i japanske yen falder den med -1,33%. Herhjemme var de danske aktier også ramt af den gode stemning, og OMX C25 steg med 3,24% i juli måned.

Afkast Juli 2024 (31.07.2024)
Ligevægtet verdensindeks 3,27% 9,64%
Dow Jones Sustainability 0,29% 13,16%
USA (S&P 500) 0,41% 19,57%
Europa (STOXX 600) 4,70% 11,20%
Japan (Nikkei 225) 4,70% 12,97%
Danmark (OMX C25) 3,24% 12,05%
SDG Invest -1,09% 13,71%

Afkast for SDG Invest

Juli måned var præget af meget volatilitet på aktiemarkederne, hvilket også har sat sig i fondens afkast. SDG Invest Globale Bæredygtige Aktier har for måneden leveret et afkast på -1,09%. Dog ser det fortsat ganske flot ud for hele året, hvor fondens afkast lander på 13,71% for året (efter omkostninger). Foreningens benchmark Dow Jones Sustainability World Composite Index gav et afkast på 0,29% for måneden og på 13,16% for året (før omkostninger).

Det er særligt sektorerne Teknologi og Kommunikationsserivce, som har bidraget positivt til fondens afkast med hhv. 1,2% og 0,8% relativt til benchmark. I Kommunikationsservice er det især fondens manglende eksponering til Alphabet, som har drevet afkastet i denne sektor, da Alphabet er faldet med -6,6% i juli måned. I Teknologisektoren gavnede det i juli måned ikke at have den hollandske chipproducent ASML og Taiwan Semiconductor Manufacturing i porteføljen, der faldt tilbage hhv. -11,6% og -5,4%. Derudover har SDG Invest lavere vægt i Microsoft på 2,8% ift. benchmark på 11,4%. Microsoft faldt tilbage med -7,1% i juli måned.

Et af de flotteste regnskaber, der blev leveret i juli, var fra den norske mærkevarer leverandør Orkla. Selskabet leverede solide regnskabsresultater for andet kvartal, især på indtjeningssiden. Orkla har implementeret en ny strategi i slutningen af sidste år for 2024-2026, der gik ud på at fokusere mere på hvert enkelt af deres porteføljevirksomheder (F.eks. porteføljeselskabet Orkla Food Ingredients, der ejer mærkerne: Odense, NATURLI’ og Bakkedal). Den implementering begynder Orkla nu at drage fordel af. De fastsatte mål for første halvår i 2024, er alle blevet mødt, og resultatet er højere end forventet. Orkla steg 2,8% i juli. Derudover var der flot performance fra aktierne Kerry Group, IBM, Unilever, der steg med hhv. 14,3%, 10,2% og 10,7% i juli måned.

Ser vi på de sektorer, som har været de største negative bidragsydere til SDG Invest’s performance, drejer det sig om sektorerne indenfor: Sundhed, Industri og Materialer. I sundhedssektoren var det især selskaberne Edwards Lifesciences (-32,3%), Merck (-9,3%) og Novo Nordisk (-9,3%), der har været udslagsgivende for den negative performance i juli måned. Edwards Lifesciences aflagde regnskab i slut juli måned, som ikke blev taget godt imod af markedet. Aktien blev især straffet på deres TVAR-område (anvendes til udskiftning af syg hjerteklap), der leverede skuffende resultater. Dog ser vi i SDG Invest fortsat et solidt fundament for den fremtidige indtjening i forretningen, og forventer aktien vil levere et comeback over tid.

Alle ovenstående afkast er pr. 31. juli 2024.

Udvikling i inflation

Oveni det amerikanske præsidentvalg, er der også kommet vigtige økonomiske nøgletal fra både den amerikanske og europæiske økonomi. De første tal af betydning var de amerikanske inflationstal for juni måned, der viste en negativ inflation måned-til-måned og den laveste inflation år-til-år i mere end 3 år. Vi ser ligeledes i fald i det vigtige underkomponent husleje og det forstærker troen på, at FED vil sænke renten til september, og udløste en generelt positiv stemning på markedet. Bagsiden af den medalje er dog, at jobvæksten aftager og arbejdsløsheden stiger, hvilket naturligvis ikke kan undgå at vise sig i forbruget på sigt.

I Europa bevæger inflationen sig også i den rigtige retning, og holder sig under 3%. Ligesom sin amerikanske kollegaer fastholder ECB renten for nuværende, og vil se vedvarende tendenser på faldende inflation og nøgletal der peger i den rigtige retning før de sænker renterne. De seneste nøgletal for økonomien viser en svagere vækst end tidligere, hvilket er med til at understøtte behovet for en rentenedsættelse i september, akkurat som vi ser det i USA.

Regnskabssæsonen

Regnskabssæsonen er for alvor blevet skudt i gang i juli måned. Indtil videre er det 67% af de amerikanske selskaber som har aflagt regnskab. Selskaberne har foreløbigt overrasket analytikerne positivt på både indtjenings- og omsætningsvæksten med henholdsvis 0,77% og 4,59%. De europæiske selskaber er ikke lige så langt i deres regnskabsaflæggelse, der er det nærmere 54% af selskaberne, der har aflagt regnskab. De europæiske selskaber har indtil videre skuffet en smule på analytikernes forventninger til omsætningsvæksten med -1,11%, men overraskede tilgængeligt positivt på indtjeningsvæksten med 5,11%.

Indeværende regnskabssæson Omsætningsvækst Indtjeningsvækst
USA (S&P 500) (100% har aflagt) 4,71% 11,51%
Europa (STOXX 600) (80% har aflagt) -0,27% 0,48%
SDG Invest 6,85% 38,06%

Når vi ser på de foreløbige tal for regnskabssæsonen for SDG Invest, hvor ca. 73% af selskaberne har aflagt regnskab, overrasker foreningen positivt i forhold til analytikernes forventninger både med hensyn til omsætnings- og indtjeningsvækst på hhv. 0,20% og 2,46%. Generelt set ser det meget solidt ud i forhold til de overordnede markeder, med en høj tocifret indtjeningsvækst i denne regnskabssæson, som illustreret i den ovenstående tabel. SDG Invest leverer en positiv vækst i både omsætning og indtjening. De robuste resultater, vi har set, bekræfter vores tro på, at vi generelt ejer værdiskabende selskaber, der vokser over tid.

Vi vil så gerne fortælle mere

Hvis du vil høre mere om SDG Invest bæredygtige investeringer på de globale markeder, kan du udfylde formularen her, og så kontakter vi dig.

Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.

Vi vil så gerne høre fra dig

Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.

Formular på nyheder