Markedsudviklingen

Den globale økonomi viste fortsat stor modstandskraft i 3. kvartal. Aktivitetsmålingerne pegede på stigende aktivitet i både USA og Europa, mens den amerikanske økonomi fortsat var præget af høj investeringsaktivitet og et robust arbejdsmarked. Særligt de store investeringer i AI-infrastruktur var en væsentlig drivkraft bag væksten. 

Den stærke økonomiske aktivitet havde imidlertid også en bagside. Stigende energipriser, robust vækst og fortsat høj offentlig låntagning bidrog til markante rentestigninger gennem kvartalet. De højere renter øgede virksomhedernes finansieringsomkostninger og lagde samtidig pres på obligationsmarkederne. 

Globale aktier leverede samlet et positivt afkast, understøttet af fortsat stærk indtjeningsvækst. Fremgangen var dog koncentreret omkring relativt få store selskaber. I USA steg Magnificent 7 omkring 12%, mens det ligevægtede S&P 500-indeks faldt 1,6%. Kun 38% af aktierne i S&P 500 steg i kvartalet, og medianaktien faldt 4,7%. De positive indeksafkast dækkede dermed over betydelige forskelle mellem selskaber og sektorer. 

Også inden for teknologi var udviklingen ujævn. AI-relaterede investeringer var fortsat et centralt tema, men efter en meget stærk første halvdel af året kom dele af halvleder- og hardwaresegmentet under pres. Software- og IT-serviceselskaber bevægede sig derimod i den modsatte retning og oplevede en markant bedring gennem kvartalet. 

På obligationsmarkederne medførte de stigende renter kursfald, særligt på obligationer med lang løbetid. Samtidig steg kreditspændene, dvs. den ekstra rente, investorer kræver for at investere i virksomhedsobligationer frem for mere sikre obligationer. Begge dele bidrog til et vanskeligt kvartal for obligationsmarkedet. 

SDG Invest Globale Bæredygtige Aktier

Efter den markante fremgang i 2. kvartal blev udviklingen mere udfordrende i 3. kvartal. SDG Invest Globale Bæredygtige Aktier faldt 2,84%, mens benchmark steg 3,24%. År til dato har fonden leveret et positivt afkast på 8,34% mod 12,01% for benchmark.

Fond / DKK 2. kvt. 3. kvt. ÅTD 30.09.26
SDG Invest Globale Bæredygtige Aktier 15,48% -2,84% 8,34%

Kvartalets relative underperformance var især koncentreret omkring en række større aktive positioner inden for informationsteknologi kombineret med modvind fra porteføljens eksponering mod industri og stabilt forbrug. 

Inden for informationsteknologi trak især Applied Materials, Lam Research, IBM og Cisco ned. Omvendt kom der betydelige positive bidrag fra Microsoft, SAP, Accenture og Nvidia. Inden for industri var særligt Owens Corning, ABB og Xylem en modvind, mens blandt andet Orkla og Nestlé trak ned inden for stabilt forbrug. 

Udviklingen inden for sundhed var mere balanceret. Sonova og Merck leverede stærke afkast, mens Novo Nordisk og Edwards Lifesciences trak i den modsatte retning. 

Porteføljen viste en tydelig bedring i den sidste del af september, hvor flere af de tidligere pressede positioner rettede sig.  

SDG Invest Bæredygtige Obligationer

Obligationsmarkederne var under pres i 3. kvartal, og SDG Invest Bæredygtige Obligationer leverede et afkast på -1,61%. År til dato udgør afkastet -0,53% efter omkostninger.

Fond / DKK 2. kvt. 3. kvt. ÅTD 30.09.26
SDG Invest Bæredygtige Obligationer 1,75% -1,61% -0,53%

Udviklingen skyldtes primært bevægelserne på obligationsmarkedet og ikke særlige problemer blandt de underliggende virksomhedsobligationer. Fondens længere varighed betyder, at den er mere følsom over for ændringer i renteniveauet. De markante rentestigninger gennem kvartalet påvirkede derfor fonden negativt. 

For langsigtede investorer er der samtidig en positiv side ved udviklingen. De højere renter betyder, at obligationer igen tilbyder et højere løbende afkast, hvilket forbedrer det fremadrettede afkastpotentiale. 

 

Disclaimer:

Dette markedsføringsmateriale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Godt at vide om risiko og afkast

Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. Inden du investerer i en fond, bør du læse prospektet, som er tilgængeligt hos fondsselskabet og central investorinformation.

For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.

Vi vil så gerne høre fra dig

Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.

Formular på nyheder