Nyt år, nye trends?

Traditionen tro giver vi vores bud på 3 bæredygtighedstrends, der kommer til at definere 2023. Det kommer til at handle om afrapportering, værdikæden og vedvarende energi.

2022 var et år, der bød på en række af ekstreme vejrbegivenheder, som kan tilskrives klimaforandringerne. Oversvømmelserne i Pakistan i sensommeren skabte ødelæggelser for 290 milliarder kroner, orkanen Ian hærgede Cuba og Florida og skabte ødelæggelser i samme prisleje. Samtidig oplevede Europa, Kina, USA og mange andre steder hidtil uset tørke, som skabte helt uvirkelige billeder.

Heldigvis blev 2022 også året, hvor der endelig blev lagt fundamentet til en fond, som skal hjælpe fattige lande med at dække de omkostninger, som klimaforandringerne kommer til at skabe, og det blev året, hvor biodiversitet fik sit eget “Paris Aftale øjeblik” i form af Kunming-Montreal aftalen.

Men hvad kan vi mon forvente os af 2023?

Mere rapportering og øget transparens

Vi har snakket en hel del om CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive) i vores nyhedsbreve i løbet af det seneste år – og med god grund. CSRD forventes at reformere, hvordan virksomheder i EU rapporterer på bæredygtighed. Det gælder både Europæiske virksomheder, men også virksomheder fra andre regioner, så længe de har en forholdsvis beskeden minimum omsætning i EU. Generelt har EU også et ry for at lave noget af den mest ambitiøse lovgivning på mange områder, og derfor forventes CSRD også at smitte af på andre jurisdiktioner i de kommende år.

For de største virksomheder, som allerede i dag er underlagt EU-krav om rapportering i forløberen til CSRD, træder direktivet i kraft allerede i 2024 og rapportering skal følge direktivet fra 2025. For øvrige virksomheder træder direktivet i kraft mellem 2025 og 2028.

Nogle af de helt centrale elementer i CSRD er, at det strømliner, hvordan virksomheder skal rapportere på lovbestemte fokusområder inden for ESG (miljø, samfund og ledelse), og at den rapporterede information skal revideres af en tredjepart (med begrænset sikkerhed på nuværende tidspunkt, men med forventninger om at nå fuld sikkerhed i fremtiden). Det skal ske for at sikre, at informationen, der rapporteres, er troværdig.

CSRD er af en størrelse, så de fleste aktører får en klump i halsen bare ved tanken om det. Virksomheder –  lige fra SMV’er til C25 – står over for en kæmpe opgave med at indsamle og rapportere data (og dette for hele værdikæden), og revisionsselskaberne advarer om, at der ikke er nok revisorer med den relevante uddannelse til at gennemgå de mange virksomheders rapporter.

For nogle virksomheder bliver det en spurt, mens det for andre bliver et marathon i højt tempo. Ligegyldigt hvad forventes CSRD (og resten af EU’s bæredygtighedsfamilie i form af SFDR, EU Taksonomien osv.) at få omfattende implikationer for alle, der bliver berørt af det.

Også uden for EU stiger kravene til rapportering og transparens. I Storbritannien blev det sidste år obligatorisk for store virksomheder at rapportere på klima-relateret finansiel information i overensstemmelse med Task-force for Climate related Financial Disclosures (TCFD) retningslinjerne. Antallet af omfattede virksomheder forventes at vokse i 2023, ligesom virksomheder i høj-emissions sektorer fra 2023 skal offentliggøre overgangsplaner, der skitserer hvordan de planlægger at nå netto-nul i 2050.

Men der er også lang vej igen. Ved udgangen af 2022 rapporterede 15.000 virksomheder (mod 13.000 ved udgangen af 2021) frivilligt om deres miljømæssige indvirkning til CDP (den største database for rapportering om virksomheders miljøpåvirkning). Desværre mangler mere end 29.500 virksomheder stadig at rapportere til CDP. Disse virksomheder repræsenterer mere end USD 24.500 milliarder i værdi, og mange af dem er store virksomheder, som har potentiale til at skabe en dominoeffekt ned gennem værdikæden. Det er derfor vigtigt at få dem med ombord.

Større fokus på værdikæden

Ét af kendetegnene ved de sidste par årtiers globalisering har været stadig mere komplicerede og spredte værdikæder, der ofte inkluderer en lang række underleverandører på tværs af flere lande og kontinenter. Tag bare en iPhone: På bagsiden står der “Designed in California. Assembled in China”. Men faktisk kommer delene til telefonen fra en lang række af underleverandører i 43 lande på tværs af seks kontinenter – og sådan er det med de fleste produkter,

Idéen med en global værdikæde har været at udnytte de konkurrencefordele, hvert land besidder, enten gennem lavere omkostninger eller større ekspertise – fordele, som nemt har kunne opveje omkostningen ved at transportere delene flere gange jorden rundt. For andre virksomheder har det været en mulighed for at “outsource ansvaret”, for hvad der sker hos mine leverandører er vel ikke mit problem? Eller er det? Det fænomen har man især set i arbejdskraftintensive industrier i udviklingslande. Her har kritisable arbejdsforhold og manglende miljøbeskyttelse været almindelige, men de store vestlige virksomheder har ofte kunne flygte fra ansvaret, fordi de kunne skyde skylden over på en underleverandør.

Det vil EU have lavet om på. I februar 2022 fremsatte Kommissionen et forslag til et “Corporate Sustainability Due Diligence Directive”, som blev vedtaget i december 2022. Direktivet går ud på, at større virksomheder, som enten hører hjemme i EU eller har en betydelig omsætning i EU, fremover skal tage langt større ansvar for, hvad der sker i hele værdikæden gennem øgede krav til due diligence – ellers må produkterne kort sagt ikke sælges i EU og virksomheden kan blive stillet til ansvar for de skader, der er sket på personer eller miljø og klima.

Som så meget andet EU-lovgivning er der mange kritiske røster, når det bliver lanceret. Men det er måske ikke helt dumt, at EU vil indføre dette direktiv nu. Oven på corona pandemien er mange virksomheder blevet klar over, hvor lidt kontrol de egentlig har over sin værdikæde – især når eksterne begivenheder som en pandemi eller krig rammer. Samtidig viser en gennemgang af virksomheder, der har rapporteret til CDP, at emissionerne fra en virksomheds værdikæde 11,4 gange så høje som virksomhedens egne aktiviteter. Hvis vi vil i mål med at holde temperaturstigningen til under 1,5 eller sågar 2 grader, kræver det at virksomheder bliver meget mere opmærksomme på, hvad der foregår i hele værdikæden og arbejder aktivt med sine samarbejdspartnere – både for at sikre emissionsreduktioner og for at sikre ordentlige arbejdsforhold for såvel arbejderen i Tyskland, som arbejderen i Bangladesh.

Og der sker da også noget på området. Især i industrier, hvor risikoen for afskovning er stor, er der et stigende fokus på transparens gennem hele værdikæden. Især når snakken falder på palmeolie, er der et stigende fokus på at sikre transparens helt tilbage til “first-mile” – med andre ord, hvordan sikrer man som virksomhed, at den palmeolie, som indgår i alt fra færdigretter til håndsæbe, er bæredygtigt indkøbt, og at der ikke er ryddet regnskov for at gøre plads til palmeolieplantagen? Flere store virksomheder er begyndt at bruge en lange række værktøjer som f.eks. satellitter, geolokation og blockchain til at spore produkterne helt tilbage til kilden for at leve op til lovkrav og forventninger om øget transparens i værdikæden.

Øget fokus på vedvarende energi

Ruslands invasion, og dens følgevirkninger i form af energikrise og inflation, har sat energi på dagsordenen. Ikke kun på regeringskontorer verden over, men også på direktionsgangene hos mange virksomheder. Energi – og især strøm – var tidligere så billig, at det næppe var her man kiggede, når der skulle findes besparelser. Men når gasprisen på ét år stiger med 168% og elprisen med 140%, er det ikke længere et område der kan overses. Det har vi set flere eksempler på i porteføljen. I 2022 underskrev Coloplast en købsaftale, som skal dække 100% af virksomhedens elforbrug i Danmark; Applied Materials blev medlem af RE100 – en sammenslutning af virksomheder, som forpligter sig til at bruge 100% vedvarende energi; og Axfood er i gang med at bygge to af de hidtil største solcelleparker i Sverige – bare for at nævne et par eksempler.

Og det er uden tvivl en trend, der vil fortsætte (eller for alvor tage fart) i 2023. Det Internationale Energiagentur (IEA) forudså i sin årlige rapport om vedvarende energi fra december sidste år, at der i løbet af 2022-2027 vil blive bygget lige så meget vedvarende energi, som der blev bygget i de foregående 20 år.

Også når man kigger på antallet af virksomheder, der har sat videnskabsbaserede reduktionsmål gennem SBTi lader der til at være en klar trend. Ved udgangen af 2021 havde 2.253 virksomheder sat et mål siden oprettelsen af SBTi i 2015. I skrivende stund er det tal næsten fordoblet til 4.382 – og langt størstedelen af målene er sat efter Ruslands invasion. Vi kan selvfølgelig kun gisne om baggrunden for, at så mange virksomheder har sat mål gennem SBTi i løbet af det seneste år. Det står til gengæld klart, at stigende krav til rapportering om miljø, samfund og ledelse samt krav om større transparens i værdikæden, og højere energipriser kræver, at virksomheder arbejder mere engageret med bæredygtighed med sine samarbejdspartnere – i stedet for kun at fokusere på egne aktiviteter – og her er SBTi et godt udgangspunkt.