Ny standard skal hjælpe med at adressere 22% af verdens emissioner

Emissioner kan ikke adresseres på samme måde i alle industrier. Med et nyt rammeværktøj hjælper Science Based Targets Initiative (SBTi) skov-, jord, og landbrugssektoren på vej mod netto-nul emissioner.

 SBTi har allerede cementeret sin plads som den ledende organisation, der hjælper virksomheder med at sætte videnskabsbaserede reduktionsmål, både på den korte bane, men også mere langsigtet, hvor organisationen sidste år lancerede sit ‘Net-Zero Framework’, som vi beskrev i september, 2022.

Men én ting er at lave en standard for, hvordan virksomheder skal nå i mål med omstillingen til netto-nul. En anden ting er at udføre det i praksis. Emissioner er emissioner, men hvor de opstår i værdikæden, omfanget og måden man adresserer dem på, er vidt forskellig alt afhængigt af, om man kigger på tekstilindustrien, olie og gasindustrien eller en helt tredje industri.

Men det har SBTi tilsyneladende også svaret på. SBTi er nemlig godt i gang med at udvikle sektor-specifikke standard for nogle af de mest centrale industrier i den grønne omstilling – helt præcist 13 af dem. De har allerede udviklet standarder for IT, cement, el, finans og beklædning & fodtøj (mens de hårdeste nødder stadig mangler at blive knækket i form af olie og gas, kemikalier, stål, transport, luftfart og bygninger). Nu er turen så kommet til FLAG sektoren (Forest, Land, and AGriculture), eller på dansk skov-, jord, og landbrugssektoren.

Men hvorfor er denne sektor så vigtig?

Sektoren står for intet mindre end 22% af de globale emissioner (gennem mekanismer som afskovning, metanudslip fra landbruget og ændringer i anvendelsen af arealer). Faktisk indtager sektoren en andenplads efter energisektoren. Samtidig har den et potentiale til at afbøde klimaforandringer på mere end 30% i 2030. I 2020 konkluderede World Economic Forum, at verdensøkonomien er mere afhængig af naturen end tidligere antaget. Økonomisk værdiskabelse for intet mindre end 44.000 milliarder USD, svarende til 52% af verdens BNP, er i moderat eller høj grad afhængig af naturen.

For nyligt advarede kreditvurderingsbureauet Moody’s, at ni industrier, der enten påvirker eller er stærkt afhængige af naturlige aktiver (land, luft og vand) står over for potentielle kreditrisici for 1.900 milliarder USD, hvis de ikke forvaltes hensigtsmæssigt. Zoomer man ud, vurderer Moody’s, at 24 industrier, der “kun” er moderat eksponeret for risici relateret til naturkapital, potentielt står over for kreditrisici for 9.600 milliarder USD. Ifølge FN’s klima organ, UNEP, er vores globale fødevaresektor tilmed den primære årsag til biodiversitetskrisen, hvor landbruget alene er den primære trussel mod 24.000 ud af 28.000 arter, som er i fare for at uddø.

Der er altså en hel del på spil. Elefanten i rummet er uden tvivl stadig energisektoren, men den er bare utrolig svær at ændre, især i det nuværende geo-politiske klima (for selvom vi gerne vil løsrive os fra russisk gas, så kan man desværre ikke bygge en ny kæmpe vindmøllepark natten over), og så har den et mere “ensidigt resultat”, nemlig lavere co2 udslip. FLAG sektoren har flere facetter. Sektoren har nemlig potentiale til at begrænse sit eget co2 aftryk markant. Samtidig kan eksempelvis mindre afskovning, genplantning af skov og sløjfning af lavbundsjorde til landbrug bidrage til opsamling af co2. Samtidig bidrager begge dele til en forbedring af biodiversiteten, og sidst men ikke mindst er der en kæmpe økonomisk gevinst at hente, hvis de potentielle risici adresseres.

Hvordan ser fremtiden ud for sektoren?

 Den nye standard har en samlet tilgang til hele sektoren, hvilket vil sige, at den dækker et bredt spektrum af fokusområder lige fra folks diæt til afskovning (for de nysgerrige kan der læses mere her). Ligeledes er der fokus på, hvordan man kan afbøde udledningerne fra de mest co2-tunge råvarer (oksekød, palmeolie, mejeriprodukter, fjerkræ, tømmer og træfibre). Men det helt centrale emne er afskovning. 80% af potentialet fra ændring i brugen af landområder kommer fra et stop af afskovning. Derfor binder virksomheder, som sætter et mål gennem standarden, sig også til at stoppe afskovning i 2025.

Kigger man på potentialet for afbødning, kan sektoren bidrage med hele 37% af de påkrævede c02 reduktioner og fjernelse af co2 frem mod 2030, og med 20% frem mod 2050.

Og måske er der faktisk håb forude. I sidste uge gik brasilianerne til valg, og det viste sig at blive endestationen for Jair Bolsonaro. Hans holdning til regnskoven er, at det er en ressource, som skal udnyttes fuldt ud, og derfor er afskovningen af Amazonas steget markant i hans præsidentperiode.

I stedet indtager en gammel kending, Lula da Silva, præsidentpaladset – noget som klimaforkæmpere verden over har kaldt “en sejr for planeten”. Lula er nemlig kendt for sin kamp for regnskovens bevarelse. Det var da også tydeligt, da han under sin første tale til nationen understregede sit mål om at bekæmpe afskovningen af Amazonas. Kort tid efter annoncerede Brasilien, Indonesien og DR Congo, som er hjem for 52% af verdens tilbageværende regnskov, at de agter at oprette et “OPEC for regnskove” , som potentielt kan fremsætte fælles forslag om co2-markeder og finansiering for at sikre bevaring af regnskoven. Måske der bliver præsenteret noget spændende ved det igangværende COP27?

Hvis internationale virksomheder samtidig er villige til at forpligte sig til at ændre praksis inden for området, er der håb for regnskoven – og håb for regnskoven betyder håb for klimakrisen.