Når passivitet erstatter handling i en krisetid

Klimaapati: En voksende trussel mod handling

I en tid, hvor klimaforandringer er mere synlige end nogensinde, og videnskaben advarer om alvorlige konsekvenser, er det paradoksalt, at mange mennesker føler sig mere apatiske end engagerede. Brande i Los Angeles og resten af Californien, som dem vi ser i Palisades og Eaton-områderne, har allerede ødelagt tusindvis af hektar land og tvunget hundredvis af mennesker til at evakuere. Disse brande blevet forværret af længerevarende tørkeperioder og stigende temperaturer, hvilket gør dem mere intense og sværere at kontrollere. Alligevel fører denne virkelighed ikke nødvendigvis til mere handling – tværtimod risikerer den at skabe klimaapati, en tilstand af opgivenhed eller ligegyldighed over for klimakrisen. Men hvorfor opstår denne apati, og hvordan kan vi overvinde den?

Hvorfor bliver vi apatiske?

Flere psykologiske mekanismer kan forklare klimaapati. En af dem er doomism, hvor mennesker føler, at katastrofen er uundgåelig, hvilket fører til passivitet snarere end handling. Dette forstærkes af mediernes konstante dækning af ekstreme vejrforhold og dystre fremtidsudsigter, som kan skabe en følelse af magtesløshed. Brande i Los Angeles, der hvert år ødelægger tusindvis af hjem og efterlader områder ubeboelige, er et eksempel på, hvordan klimakatastrofer kan føre til opgivenhed snarere end handling.

En anden faktor er bystander-effekten, hvor individet forventer, at andre vil tage ansvar. Når problemet føles for stort til, at én person kan gøre en forskel, risikerer man at trække sig tilbage og vente på, at politikere eller virksomheder tager handling.

Desuden kan kognitiv dissonans spille en rolle – vi lever i en verden, hvor vores daglige vaner (som at flyve, spise kød eller bruge fossile brændstoffer) bidrager til klimakrisen. I stedet for at ændre adfærd kan nogle vælge at ignorere problemet eller retfærdiggøre deres handlinger for at undgå ubehagelige følelser.

Hvem bærer ansvaret for klimaapati?

Klimaapati kan ikke alene tilskrives individet. Politisk handlingslammelse og virksomheders greenwashing bidrager også til følelsen af, at forandring er umulig. Der tales meget om klimaet, men der sker for lidt reel handling. Denne diskrepans mellem ord og handling kan forstærke følelsen af apati blandt befolkningen, da løfter uden konkrete tiltag underminerer tilliden til, at forandring er mulig.

Nye analyser peger på at klimaapati i stigende grad er en større trussel end klimabenægtelse. Mens benægtelse af klimaforandringer er blevet mindre udbredt, har den i mange tilfælde blot givet plads til passivitet. Mange mennesker accepterer klimakrisens realitet, men føler, at de ikke har magt til at gøre en forskel. Dette fører til en farlig form for resignation, hvor erkendelsen af problemet ikke følges op af handling.

Desuden spiller sociale medier en dobbeltrolle. På den ene side fungerer de som platforme for oplysning og mobilisering, men på den anden side kan de også forårsage informationsudmattelse, hvor det konstante bombardement af klimarelaterede nyheder skaber afmagt snarere end engagement.

Hvordan overvinder vi klimaapati?

Selvom klimaapati er en reel udfordring, er der løsninger. En vigtig strategi er at flytte fokus fra dommedagsnarrativer til konkrete løsninger. Når folk ser, at deres handlinger har en reel effekt, øges motivationen for at engagere sig. Dette kan ske gennem:

1. Lokal handling: Deltagelse i klimainitiativer på lokalt niveau skaber en følelse af fællesskab og direkte indflydelse.
2. Politiske krav: Engagement i politik, såsom at stemme på grønne initiativer og presse beslutningstagere, kan skabe strukturel forandring. Som fremhævet i Finans.dk, er det ikke nok at tale om grønne initiativer; der skal implementeres konkrete tiltag, der viser befolkningen, at forandring er mulig og i gang.
3. Klimapositiv storytelling: Historier om succesfulde løsninger kan inspirere og modarbejde følelsen af magtesløshed.
4. Ansvarliggørelse af virksomheder: Forbrugere kan kræve gennemsigtighed og ansvar fra virksomheder gennem bevidste valg og boykot af skadelige produkter.

Klimaapati er en alvorlig udfordring, men den er ikke uovervindelig. Ved at forstå de psykologiske mekanismer bag apati og arbejde aktivt på at fremme handlekraft og håb kan vi modvirke passivitet og skabe reel forandring. Klimakrisen kræver handling – og det første skridt er at tro på, at vi kan gøre en forskel.

Vi skal også huske, at små skridt kan føre til store ændringer. Individuel handling kan inspirere andre og skabe en dominoeffekt, der presser politikere og virksomheder til at tage større skridt. Historien har vist os, at sociale bevægelser kan skabe dybtgående forandringer, hvis de får nok momentum. Vi kan ikke længere kan undskylde os med uvidenhed – klimaforandringerne er et ubestrideligt faktum, og det er vores kollektive ansvar at handle.

Hos SDG Invest tror vi på, at finansielle beslutninger spiller en afgørende rolle i at bekæmpe klimaapati og drive den grønne omstilling. Som en bæredygtig investeringsfond kanaliserer vi kapital hen imod virksomheder, der ikke blot anerkender klimakrisen, men aktivt arbejder for at løse den. Ved at investere i virksomheder, der reducerer CO₂-udledning, fremmer cirkulær økonomi og udvikler bæredygtige teknologier, viser vi, at investeringer både kan være økonomisk attraktive og skabe reel forandring.

Vores tilgang handler ikke kun om at undgå investeringer i forurenende industrier, men om at støtte virksomheder, der er frontløbere i den bæredygtige transformation. Gennem aktivt ejerskab engagerer vi os med de virksomheder, vi investerer i, for at sikre, at de opfylder ambitiøse klimamål og bidrager positivt til samfundet. På den måde gør vi det muligt for investorer at omsætte deres bekymring for klimaet til konkrete handlinger – og samtidig sende et stærkt signal til markedet om, at bæredygtighed er fremtidens forretningsmodel.

Ved at vælge en investeringsstrategi, der prioriterer bæredygtighed, kan vi modvirke klimaapati og vise, at økonomisk vækst og grøn omstilling ikke er modsætninger, men to sider af samme sag. Investering er et af de mest effektive værktøjer til at skabe strukturel forandring, og vi er stolte af at være med til at drive denne udvikling.

Til sidst må vi erkende, at klimaudfordringerne ikke kan løses af enkelte individer alene – det kræver systemiske ændringer og samarbejde på tværs af sektorer og landegrænser. Men vi har både magten og ansvaret for at skubbe i den rigtige retning. Fremtiden er stadig åben, og det er op til os at sikre, at den bliver grøn.