Kvalitetsaktier viser sit værd i en urolig tid
Den korte beskrivelse af udviklingen på aktiemarkederne under coronakrisen er, at usikkerheden og konsekvenserne af nedlukninger af samfund har medført en dyb nedtur, der siden d. 23. marts er efterfulgt af bedringer og større kursstigninger. Udviklingen på aktiemarkederne vil stadig på kort sigt være præget af usikkerhed og volatilitet, men SDG Invests kvalitetsaktier har vist sig at afbøde faldene for vores investorer.
I de seneste måneder har regeringer og centralbanker fra hele verden iværksat omfattende tiltag for at understøtte økonomien og de trængte virksomheder. Samtidig peger smitteudviklingen i de vestlige økonomier mod, at toppen af smittekurven kan være nået, og forskellige lande lukker langsomt op.
Begge forhold smitter af på investorernes risikoparathed på de finansielle markeder. Pejlemærkerne har nemlig været myndighedernes tiltag og COVID-19s smittespredning og udvikling i tal. Med præmissen om, at nedlukningerne vil strække sig over et begrænset tidsrum efterfulgt af muligheden for gradvise og forsigtige genåbninger af samfund, har aktiemarkederne taget en positiv drejning med stigninger. Efter at være faldet med 32 % siden toppen d. 21.02.20, er verdensindekset MSCI World siden bunden d. 23.03.20 steget med 21,65 %.
Den seneste tids udvikling åbner dog op for flere spørgsmål end svar. Har vi nu set bunden på markedet? Kommer der en anden bølge i corona-smitten? Er regeringernes og centralbankernes hjælpepakker tilstrækkelige? På den ene side vil negative nyheder trække markederne ned, mens centralbanker og regeringers udmeldinger, om at de ikke vil holde tilbage, kan påvirke positivt. Vores forventning er, at markederne med tiden vil stabilisere sig, men på den korte bane, vil der fortsat være usikkerhed og volatilitet.
SDG Invest outperformer markedet
Verdensindekset MSCI World er i skrivende stund på -12 % for året (i danske kroner d. 05.05.20). Til sammenligning har SDG Invest mistet -9,29 %. Det er en solid outperformance i et rystet marked, hvor tabet hos investorerne i SDG Invest er 2,71 % mindre end det globale marked.
Det er aldrig behageligt at se værdien af sin opsparing blive mindre på kort sigt. Men set i forhold til aktiemarkedets udvikling under coronakrisen viser SDG Invests investeringsstrategi for aktier at være solid. De virksomheder, SDG Invest investerer i, kommer alle fra rekordregnskaber de seneste kvartaler og har en høj soliditet. Dvs. at de har lagt penge til side til dårlige tider. Vi har altid fastholdt i vores investeringsstrategi, at virksomhederne skal have en høj finansiel styrke til at modstå tider, som den vi er midt i. De stærkeste virksomheder overlever og kommer forhåbentlig styrket ud på den anden side.
SDG Invests investering i økonomisk stærke selskaber har bevist sit værd både i opadgående marked i 2018-19 og nu også i nedadgående.
SDG Invests investeringskoncept tager højde for økonomiske kriser
Hos SDG Invest vælger vi vores aktier ud fra en tretrinsraket, hvor vi først laver en økonomisk screening, dernæst en frasortering af sektorer der ikke er bæredygtige og afslutningsvist analyserer vi virksomhedernes arbejde med FN’s verdensmål i vores Sustainability Scorecard (læs mere om vores tretrinsraket HER).
Den økonomiske screening foretages på baggrund af tre parametre, der definerer et kvalitetsselskab:
- Høj indtjeningsstyrke: Virksomheden skal kunne blive ved med tjene penge.
- Høj stabilitet: Virksomheden skal kunne gøre det gennem en årrække.
- Høj finansiel styrke: Virksomheden skal være dygtig til at sætte penge til side i gode tider.
Vi har altid fastholdt i vores investeringsstrategi, at virksomhederne skal have en høj finansiel styrke til at modstå økonomiske kriser. Når virksomhederne har fod på deres opsparing, så har de også fod på deres produkter. For at kunne sætte penge til side i gode tider, skal de nemlig have en høj indtjeningsstyrke gennem en årrække (høj stabilitet).
Vores investeringskoncept sammenholdt med en langsigtet investeringsstrategi bringer dig som investor godt igennem en krise som denne. Selv i denne specielle tid har det vist sig, at netop vores kvalitetsaktier gør det bedre end det generelle aktiemarked.
Dette er positivt (selv om afkastene er negative, og vi helst var foruden) og bekræfter os i, at vores strategi er den rigtige for vores kunder.
Vi sidder som altid klar til at drøfte ovenstående så tag endelig kontakt til os.
Vi vil så gerne fortælle mere
Hvis du vil høre mere om SDG Invest bæredygtige investeringer på de globale markeder, kan du udfylde formularen her, og så kontakter vi dig.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.
Vi vil så gerne høre fra dig
Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.