Den 18. marts 2026 offentliggjorde EU-Kommissionen sit forslag til et fælles europæisk selskabsregime — kaldet EU Inc. Vi forklarer, hvad det betyder, og hvorfor det er relevant for dig som investor i SDG Invest.
EU er i gang med at udvikle et nyt, valgfrit juridisk selskabsregime, det såkaldte 28. regime. Hvad er det, og hvad betyder det for de virksomheder, du er investeret i?
Baggrund: Et Europa opdelt i 27 selskabslovgivninger
Hvis du vil starte en virksomhed i dag og vil skalere den til hele Europa, møder du ikke ét marked, men 27 forskellige, nationale selskabslovgivninger og over 60 forskellige selskabsformer. Det kan tage uger eller måneder at registrere sig i hvert land, og reglerne for skat, insolvens og ansættelse varierer markant fra land til land.
Det er ikke kun besværligt, men også dyrt. IMF (International Monetary Fund) har estimeret, at de nuværende barrierer i EU’s indre marked svarer til en toldsats på over 110% på tjenester, hvilket er en usynlig mur, der holder europæiske virksomheder tilbage, særligt i konkurrencen med USA og Kina. Draghi-rapporten fra 2024 understregede det samme: Europa er ved at tabe kapløbet om innovation, og regulatorisk fragmentering er én af de centrale årsager.
Det var denne virkelighed, Enrico Letta, økonom og Italiens tidligere premierminister, i sin rapport om det indre marked fra 2024 adresserede, da han beskrev et fælles europæisk selskabsregime som et “game-changer”, særligt for små og mellemstore virksomheder, der endnu ikke har råd til den juridiske og administrative kompleksitet, der følger med drift på tværs af landegrænser.
Hvad er det 28. regime?
I dag skal virksomheder, der opererer på tværs af EU, navigere i 27 forskellige nationale selskabslovgivninger. Det er dyrt, tidskrævende og en reel barriere for vækst, ikke mindst for innovative start-ups og scale-ups.
Det 28. regime vil give virksomheder mulighed for at tilmelde sig ét fælles EU-regelsæt i stedet. Det er frivilligt og nationale regler forbliver intakte, men det skaber en ny, fælles europæisk vej frem. Tanken er, at virksomheder skal kunne registrere sig digitalt. Ifølge Kommissionen er målet, at det skal være lige så enkelt at starte en virksomhed i Europa som i et samlet marked som USA eller Kina.
Hvor står vi nu?
Forslaget er netop trådt ind i lovgivningsproceduren, som involverer forhandlinger mellem Europa-Parlamentet og EU’s Ministerråd.
I januar 2025 gjorde EU-Kommissionen regimet til en af sine tre kerneprioriteter, og i maj 2025 blev det inkorporeret i en større start-up og scale-up strategi rettet mod unge, innovative virksomheder. Kommissionens lovgivningsforslag forventes fremlagt i første kvartal af 2026, og Europa-Parlamentet er i gang med forberedende arbejde.
Europa-Parlamentet vedtog i januar 2026 sine egne anbefalinger til Kommissionen om det 28. regime , og støttede overordnet idéen om et fælles, digitalt selskabsregime. Det Europæiske Råd gav politisk opbakning til forslaget i marts 2026, og placerede det centralt i sin “One Europe, One Market”-dagsorden med et politisk mål om vedtagelse inden årets udgang.
Rådet på ministerniveau er nu i gang med teknisk gennemgang af forslaget. Arbejdsgruppen for selskabsret har møder planlagt i april og maj 2026. Trepartsforhandlingerne (trilogue) mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen afventer begge de andre institutioner.
Der er altså stadig et godt stykke vej til endelig lovgivning, og forhandlingerne vil afklare en række åbne spørgsmål: Hvilke virksomheder kvalificerer præcist som “innovative”? Hvilke nationale regler på skat og arbejdsret vil fortsat gælde?
SDG-perspektivet
Hos SDG Invest investerer vi i de virksomheder, der er bedst positionerede til fremtiden, virksomheder der aktivt forholder sig til FN’s 17 verdensmål, lever op til SFDR og er blandt de økonomisk stærkeste inden for bæredygtig drift. Hvad betyder EU Inc. konkret i den sammenhæng?
For de innovative bæredygtige virksomheder, der befinder sig i vækstfasen, de selskaber, der udvikler grøn teknologi eller cirkulære forretningsmodeller, kan EU Inc. konkret sænke barrieren for at skalere til hele det europæiske marked. Det er en fordel, der rækker ud over administrativ forenkling: adgangen til kapital, partnerskaber og talent forbedres, når man kan operere under ét regelsæt. Lavere administrativ friktion og billigere skalering på tværs af grænser og forbedrer konkurrencevilkårene for virksomheder, der allerede gør tingene ordentligt. EPRS har beregnet, at en koordineret EU-tilgang til regelharmonisering kunne tilføje mellem 0,9 og 2,6 procent til EU’s BNP inden 2035, et tal der illustrerer det strukturelle potentiale ved et mere integreret europæisk marked.
Der er dog også risici at holde øje med. Fagforeninger og arbejdstagerorganisationer advarer om, at virksomheder kan misbruge regimet til at unddrage sig nationale arbejdstager- og skattelovgivninger, såkaldt “forum shopping”. Det endelige design af regimet vil være afgørende for, om disse bekymringer imødekommes.
Vi følger forhandlingerne tæt og med en klar forventning om, at det endelige design vil styrke både konkurrenceevne, arbejdstagerrettigheder og bæredygtighedsstandarder. For os er det afgørende, at udviklingen går i retning af større gennemsigtighed og ansvarlighed, da det netop er disse faktorer, der skaber robuste og langsigtede virksomheder. Vi har tillid til, at de selskaber, der formår at kombinere stærk forretning med ansvarlig drift, vil stå bedst rustet i en verden i forandring og være dem, der skaber vedvarende værdi.
Vi vil så gerne fortælle mere
Hvis du vil høre mere om SDG Invest bæredygtige investeringer på de globale markeder, kan du udfylde formularen her, og så kontakter vi dig.
Disclaimer:
Dette markedsføringsmateriale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Godt at vide om risiko og afkast
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. Inden du investerer i en fond, bør du læse prospektet, som er tilgængeligt hos fondsselskabet og central investorinformation.
For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.
Vi vil så gerne høre fra dig
Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.