Bæredygtighedsagendaen flyder over med begreber, som tit kun bidrager til forvirring. Men ét af de centrale begreber er ESG. Det kigger vi nærmere på her.
Det er nok gået de færrestes næse forbi, at bæredygtighed står utrolig højt på agendaen i disse dage. Politikerne sætter målsætninger om øget biodiversitet og bedre beskyttelse af drikkevandet. Virksomhederne sætter net-zero-målsætninger, og som forbrugere bliver vi bedt om at sortere vores affald i stadig flere fraktioner.
Samtidig bliver vi konstant præsenteret for utallige begreber som ESG, SDG, net-zero, CSR, cirkulær økonomi, økologisk fodaftryk og greenwashing – for bare at nævne et par begreber som tit overlapper hinanden, og som mange ikke kan skelne fra hinanden.
Men bæredygtighed er meget mere end “bare” klima, miljø og biodiversitet. Det tager vi et nærmere kig på med vores indblik i begrebet ESG. ESG står for Environmental, Social & Governance, eller på dansk miljø, samfund og ledelse. Det har udviklet sig til at blive et værktøj, som virksomheder bruger til at præsentere et mere nuanceret billede af deres virksomhed – det er altså kort sagt noget, virksomhederne kan bruge til at præsentere sin bæredygtighedsstrategi i et struktureret format. ESG består af tre dele:
E’et omhandler alt, der handler om klima, miljø og biodiversitet. Men det handler også om en virksomheds energiforbrug, håndtering af affald, kemikalier og vand, naturbeskyttelse, dyreetiske spørgsmål m.m.
S’et omhandler alt, der har at gøre med virksomhedens relationer. Det inkluderer både ansatte, kunder, leverandører og andre relevante aktører. Her kigger man især på, hvilket samfundsansvar virksomheden tager. Stilles der høje krav til leverandører? Bidrager virksomheden aktivt til lokale samfund, og uddeler den eksempelvis dele af sin profit til projekter i udviklingslande? Fokuserer virksomheden på gode arbejdsforhold og menneskerettigheder, og er der fokus på ligestilling, diversitet og leveløn?
G’et er det mest “skjulte” af de tre og handler langt hen ad vejen om bagvedliggende mekanismer. Her kigger man således på, hvordan en virksomhed ledes. Har investorer indflydelse på vigtige beslutninger? Hvordan er ledelsen sammensat og aflønnet? Har virksomheden tilstrækkelige due diligence procedurer, og er der fokus på anti-korruption? Fører virksomheden en fair og transparent skattepolitik, og har virksomheden en udførlig code of conduct – både internt og for leverandører i værdikæden?
Et paradigmeskift
Det er nok de færreste, der er i tvivl om, at det er E’et, der i de senere år er løbet med al opmærksomhed, hvor fokus har været på klima og i miljø, og i stigende grad også biodiversitet. Men nu er der begyndt at komme konkurrence om ESG tronen.
Især S’et er begyndt at få en del opmærksomhed, og det kan vi faktisk takke COVID-19 pandemien for. Pandemien har nemlig sat fokus på, hvordan virksomheder behandler både sine ansatte, leverandører og kunder. De ansatte har især været i fokus, for hvordan håndterer man det som virksomhed, når alle ens ansatte pludselig skal arbejde hjemmefra, og når medarbejdernes fysiske og mentale sundhed og velvære pludselig er den største trussel for den daglige drift?
COVID-19 pandemien har sat fokus på virksomheders relationer til omverdenen, hvilket betyder, at virksomheder, der er gået forrest og har grebet muligheden for at styrke sin sociale profil, har modtaget større anerkendelse fra forbrugere og investorer.
Der har naturligvis været et øget fokus på sociale forhold under pandemien, hvor virksomheder har udvist et hidtil uset ansvar for sine samarbejdspartnere. Det har bl.a. været gennem favorable lån til ansatte, som har været i økonomisk klemme pga. pandemien, donationer af penge og produkter til organisationer og udsatte regioner og gennem støtte til indsatsen på frontlinjen.
Men pandemien har også medført langsigtede forpligtelser. Eksempelvis valgte Mastercard, som følge af COVID-19, at udbygge sit løfte om at inkludere 500 millioner mennesker i den digitale økonomi til 1 milliard mennesker inden 2025, mens L’Oreal har oprettet en fond, som har til formål at støtte udsatte kvinder. Andre virksomheder har udbygget de ansattes sundhedsforsikringer og fokuseret på mere fleksible arbejdsstrukturer med større fokus på de ansattes work/life balance og velvære.
Så mangler vi bare G’et. Men i modsætning til de to første, lever G’et en lidt mere skjult tilværelse, som dog også er ved at komme mere frem i lyset. I og med at G’et baserer sig på god ledelse, vil det tit være sådan, at virksomheder, som har et stort fokus på G’et, også klarer sig godt på de miljømæssige og sociale parametre, hvorimod virksomheder, som har en dårlig ledelsesstruktur, ofte også falder igennem på de to andre parametre, og tilmed er dem, du oftest kommer til at læse om i medierne, når der er en virksomhedsskandale.
SDG Invest og ESG
Nu tænker du sikkert: “Hvis det hele handler om ESG, hvordan relaterer det sig så til SDG Invest?”. ESG er faktisk en stor del af SDG Invests identitet. Vi udvælger nemlig kun virksomheder, som scorer højt inden for de tre ESG parametre. Forskellen er bare, at SDG Invest er bygget op med et fokus på SDG’erne – også kendt som FN’s Verdensmål, som sætter en vision for en mere bæredygtig fremtid frem mod 2030.
Vores unikke model til at udvælge virksomheder til porteføljen er baseret på de 17 verdensmål, men elementerne i ESG er ligeledes integreret. I sidste ende handler alle disse begreber om en mere bæredygtig fremtid, som både tager hensyn til mennesker, dyr og natur.
Vi vil så gerne fortælle mere
Hvis du vil høre mere om SDG Invest bæredygtige investeringer på de globale markeder, kan du udfylde formularen her, og så kontakter vi dig.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.
Vi vil så gerne høre fra dig
Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.