Er klimakrisen en eksistentiel krise?

Klimakrisen forstærker eksisterende kriser og har store konsekvenser for international fred og stabilitet.

I debatten om klimakrisen bliver krisen kaldt en eksistentiel krise. Men nogle samfund er mere udsatte end andre og for dem præsenterer klimakrisen en langt større trussel Hvorvidt klimakrisen er en eksistentiel trussel kommer an på hvordan eksistentiel krise bliver defineret, og hvem det er en eksistentiel krise for. Det er ikke alle samfund, der bliver ramt på lige fod af klimakrisen. Tværtimod, nogle samfund oplever konsekvenserne af klimakrisen i langt højere grad end de rige samfund i Vesten.

Klimakrisen har de seneste år vist sine tænder og har haft ødelæggende konsekvenser for infrastruktur. Landbrug og hele populationer er nødsaget til at migrere på baggrund af klimakrisen.  Det Globale Syd, især Østafrika, lider mest under klimaforandringer med alvorlige tørker, oversvømmelser og cykloner. Problematikker som tørke bliver forværret af klimakrisen og dermed bliver klimakrisen en forstærkende effekt for eksisterende kriser. Tvungen migration og fordrivelse stiger, med over en million mennesker fordrevet på grund af tørke. 

Afrika bidrager kun med en lille del af de globale drivhusgasudledninger, men kontinentet oplever en uforholdsmæssig stor påvirkning fra klimaforandringerne. Disse forandringer har alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden, da uforudsigelige vejrforhold og ekstremt klima reducerer afgrøder og forårsager fødevaremangel. Økosystemerne på kontinentet er også under pres, hvilket truer biodiversiteten og de naturlige ressourcer, som mange lokalsamfund er afhængige af. Det betyder, at mange tvinges  til at forlade deres hjem på grund af ubrugelig landbrugsjord, mangel på vand og andre vigtige ressourcer. Denne fordrivelse og migration forværrer truslen om konflikter over de knappe ressourcer som vand og land, hvilket kan føre til voldelige sammenstød og politisk ustabilitet.

Klimaforandringer driver migration i jagten efter bedre jord, vand og mad, hvilket øger risikoen for konflikt over knappe ressourcer. I Uganda og Kenya står pastoralister over for øgede risici på grund af voldelige sammenstød med andre pastoralistiske samfund om svindende ressourcer. I Kenya øger uregelmæssige regnmønstre fødevaresikkerheden og tvinger pastoralister til at migrere, hvilket intensiverer konflikter med landbrugssamfund om jord og ressourcer. Når migrerende grupper ankommer til nye områder, opstår der ofte konflikter med de eksisterende beboere,  som også kæmper for adgang til de samme begrænsede ressourcer. Disse konflikter kan være voldelige og involvere kamp om adgang til ressourcer. Konflikterne fører til tab af menneskeliv, ødelæggelse af ejendom og yderligere fordrivelse, hvilket forværrer den humanitære situation.Inden 2050 kan 86 millioner mennesker i Afrika være fordrevet inden for deres egne lande på grund af klimaforandringer. Derved skaber klimakrisen en trussel for fred og sikkerhed i særligt udsatte samfund og områder. Klimakrisen er derfor ikke en direkte trussel, men konsekvenserne af klimakrisen øger risikoen for konflikt og dermed truer liv og sikkerhed for udsatte samfund.

USAs kystlinje er tæt befolket. Cirka 25 millioner mennesker bor i et område, der er sårbart over for kystoversvømmelser. De amerikanske kystområder er i fare for at blive permanent oversvømmet på grund af stigende havniveau, kraftige regnskyl, højvande og voldsomme storme. Orkanerne er sandsynligvis blevet kraftigere de sidste 40 år. Forskere forventer, at den globale opvarmning vil føre til endnu mere intense orkaner og mere nedbør. Selvom det er usikkert, hvor og hvornår havniveauet vil stige, er forskere sikre på, at kystsamfundene vil blive betydeligt påvirket, selv ved de laveste estimater.  Hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil op til $106 milliarder dollars værd af kystnære ejendomme sandsynligvis være under havniveau inden 2050.

For nogle samfund er klimakrisen en trussel på livsstil, for andre kan det risikere at udrydde kulturer. Klimakrisen risikerer at udrydde mange kulturer, traditioner og sprog, selv hvis vi reducerer vores CO2 udledning. Et eksempel er inuitterne, som bor i de arktiske områder, står over for betydelige udfordringer, da klimaændringerne medfører, at isen i polarområderne smelter. Dette har direkte konsekvenser for deres traditionelle kultur og levemåde, som er dybt forankret i et miljø, hvor is og sne er afgørende for overlevelse og aktiviteter.

Inuitkulturen har tilpasset sig de ekstreme arktiske levevilkår gennem årtusinder, hvilket afspejler sig i deres sprog, kultur og samfundsforhold. De har levet af og i den arktiske natur i mange århundreder, hvor jagt, fiskeri og færden på isen har været essentielle for deres eksistens. Med isens tilbagetrækning bliver det sværere at opretholde disse traditionelle aktiviteter, og det truer inuitternes evne til at bevare deres kulturelle identitet og selvstændighed. Desuden påvirker klimaændringerne også den lokale økologi, hvilket kan føre til ændringer i dyrelivets mønstre og tilgængeligheden af de ressourcer, som inuitterne er afhængige af. 

Der er også andre samfund, som er særligt truet af klimakrisen. Indbyggerne på lavtliggende øer og kystnære områder står over for en betydelig udfordring på grund af klimaforandringerne. Stigende havniveauer udgør en akut trussel, da de kan føre til oversvømmelser af disse områder. Dette kan ikke kun resultere i tab af hjem og infrastruktur, men også i en trussel mod de lokale kulturer, som er dybt forankret i disse geografiske områder. Ø-nationer som Tuvalu, Maldiverne og Kiribati er blandt de mest sårbare, da de ligger kun få meter over havets overflade. Stigende havniveauer kan føre til, at hele øer bliver ubeboelige, hvilket truer både befolkningens hjem og deres kulturelle identitet.

Klimakrisen kan derfor argumenteres for ikke at være en direkte eksistentiel trussel, men konsekvenserne af klimakrisen kan være fatale. Især for særligt udsatte samfund og geografiske områder. Men selv i forskeres worst-case scenarier vil mennesker fortsat eksistere. Klimakrisen er derfor nærmere et eksistentiel krise på levemåde for nogle samfund, kulturer og områder.