Efterårsstorme på aktiemarkederne – hvad skal man gøre?
Den seneste måneds uro på aktiemarkederne giver anledning til at reflektere over hvor vi står, hvad vi forventer og hvad man bør gøre. I en måned som oktober 2018, med kursfald og store udsving i aktiemarkederne, kan man være tilbøjelig til at lade sig fylde med meget negative tanker om hvor markedet skal hen.
Vores budskab er klart – som langsigtet investor bør du ikke foretage dig noget – hold dit langsigtede mål for øje!
Hvor skal man finde årsagen?
Vi skal ikke længere tilbage end til februar i år for at finde et lignende tilbagefald. Her faldt det globale aktiemarked med over 7% på en uges handel. Dengang var det handelskrigens eskalering, der satte gang i tilbagefaldet.
Den uafklarede handelskrig mellem USA og Kina er igen en af hovedårsagerne til uroen på aktiemarkederne i oktober. Der er dog andre faktorer, der spiller ind – de fleste hæfter sig ved de stigende amerikanske renter. Investorerne er desuden bekymret over aftagende vækst i den kinesiske økonomi, samt Brexit som efterhånden er en af de evigt tilbagevendende usikkerhedselementer. Endeligt er der også fokus på Italiens budget for 2019.
Her på den første handelsdag i november kan vi konstatere, at kvartalsregnskaberne fra de selskaber vi har i porteføljen, har været overvejende positive. De stigende renter i USA er paradoksalt nok udtryk for, at det går rigtig godt i den amerikanske økonomi. Især er der pres på arbejdsmarkedet. Den amerikanske inflation begynder også at være stigende i et tempo, som mange analytikere har undervurderet, selvom torsdagens inflationstal kom ud lidt lavere end ventet.
Den Amerikanske Centralbank bliver derfor ved med at signalere flere renteforhøjelser, og den seneste retorik indikerer, at der kan komme flere forhøjelser, end der oprindeligt var tale om. Bekymringen hos nogle investorer er, om den amerikanske økonomi i virkeligheden er stærk nok til at absorbere de mange renteforhøjelser allerede nu.
På selskabsniveau er det svært at finde noget at gå i panik over. Desværre er det ikke altid selskabernes resultater eller økonomiens tilstand, der afgør aktiekursen på den korte bane. De globale virksomheder baserer ikke deres investeringer på, om renten er 0,25-1,00% højere eller lavere, eller om den italienske regering skændes med EU om budgettet. Og for så vidt angår handelskrigen, er der blandt nogle en forventning om en aftale under G20 mødet i slutningen af november.
Bevar roen
Billedet er mudret, og nogle investorer lader til at sælge uden præcist at vide hvorfor. Uroen kan således fortsætte en tid endnu – de seneste to dages stigninger kan også være enden på nedturen. Vores holdning er, at man skal holde sig sit lange sigte for øje, bevare roen og ikke foretage sig noget. Vores holdning er, at markedet er grebet i en negativ stemning, som på ingen måde afspejler, hvor virksomhederne står. Der skabes stadig værdi, som på den lidt længere bane igen vil materialisere sig til stigende aktiekurser.
Vi er naturligvis klar til en drøftelse, om der er spørgsmål m.v.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.
Vi vil så gerne høre fra dig
Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.