Danone vil opbygge en cirkulær økonomi for emballage
I sidste måned kunne vi fortælle hvorledes Adidas siger farvel til jomfruplast fra 2024. Men Adidas er langt fra den eneste virksomhed i SDG Invests portefølje, der arbejder med den globale plast- og emballageproblematik. Franske Danone har i den grad også meldt sig ind i kampen mod plastforurening, og har igangsat en lang række initiativer, der i sidste ende skal gøre virksomhedens brug af plast og emballage 100 % cirkulært.
For at nå denne målsætning, har Danone påbegyndt en række initiativer, der angriber problemstillingen gennem hele værdikæden:
- De har igangsat en transition mod 100 % cirkulært design
Danone vil købe mere og mere genanvendt plast. Således øger de efterspørgslen på genanvendt plast på det globale marked, presser prisen på materialet ned og, som affødt effekt, gør det dermed mere tilgængeligt for resten af branchen. I 2017 udgjorde genanvendt plast 14 % af emballagemængden i Danones vandflasker. Danone vil øge mængden til 25 % i 2020 og 33% i 2025.
- De investerer i nye bæredygtige løsninger
I 2017 indgik Danone to nye partnerskaber, der skal skabe nye og bæredygtige emballager. Det ene var med LOOP Industries, der har udviklet en metode til at genanvende alle former for PET (en specifik plast type) til nye typer emballager, der ydermere også kan bruges til fødevareemballage grundet den høje kvalitet og renhed af materialet.
Derudover, har Danone også indgået et samarbejde med Nestlé Waters og Origin Materials om at udvikle en 100 % bio-baseret plastflaske. Partnerne forventer at have en 95% bio-baseret flaske klar til kommercielt brug i 2022, og de vil dele både teknologien og produktionsmetoden med resten af industrien.
- De er godt på vej til at sikre, at intet plast fra deres produktion ender på lossepladsen. I stedet bliver plastikken indsamlet og genbrugt.
Danone har et mål om at nul procent af deres plastaffald fra produktionen skal ende på lossepladsen. For lande med veletablerede sorterings- og indsamlingssystemer skal denne målsætning være nået i 2020 og for lande med underudviklede systemer skal dette mål være nået i 2025.
- De igangsætter programmer, der opbygger og styrker nationale indsamlings- og sorteringssystemer.
De ovenstående initiativer handler i stor grad om Danones eget forbrug af plast i design, indkøb, produktionsfasen og affaldshåndteringsfasen. Da plastforurening et systemisk problem, der ikke alene kan løses inden for virksomhedens mure, har Danone valgt at påbegynde adskillige projekter, der har til formål at kapacitetsopbygge affaldssystemerne i en række lande, hvor netop mangel på affaldshåndtering udgør det største problem, når det kommer til plastforurening.
Indtil nu har Danone startet projekter i otte lande, herunder Brasilien, Ghana og Indonesien, der udgør nogle af de største plastsyndere på verdensplan. Fællesnævneren for disse lande er, at der ikke er et nationalt/statsligt system, der effektivt håndterer affald. Meget affald bliver slet ikke indsamlet, og det der gør, ender på store lossepladser uden videre sortering og behandling. Det har skabt en uformel industri af såkaldte ’waste pickers’ (affaldssamlere), der opsamler skrald af værdi og sælger det videre. Waste pickers er ofte udsatte mennesker, der arbejder uden for systemet og uden rettigheder. I en by som Sao Paulo i Brasilien vurderes det, at 90 % af affaldshåndteringen foretages af waste pickers (Institute of Development Studies, 2017). Danone har derfor fokuseret på at træne og organisere waste pickers, så de får flere rettigheder, bedre arbejdsforhold (herunder sorteringsfaciliteter) og aktivt bidrager til etableringen af en økonomi for plast.
Danone adresserer dermed plastproblematikken i de dele af værdikæden, hvor de har den største indvirkning, ved at minimere deres egen negative indvirkninger, indgår partnerskaber for at skabe nye innovative løsninger, og opbygger en værdikæde for genanvendt plast ved at forbedre forholdene for nogle af de mest udsatte befolkningsgrupper i verden. Den fremgangsmåde, som Danone arbejder med, er det vi scorer virksomhederne ud fra i SDG Invest, når vi kun vil investere i virksomheder, der tager lederskab i udfordringen med at løse de globale udfordringer.
Du kan læse mere om Danone og deres arbejde med plast og cirkulær økonomi her.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af SDG Invest, og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og SDG Invest kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. SDG Invest vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og SDG Invest påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@sdginvest.dk.
Vi vil så gerne høre fra dig
Har du spørgsmål til SDG Invests investeringer, ris eller ros, så hører vi altid gerne fra dig. Kontakt os endelig for at høre nærmere om vores investeringsunivers, eller hvis du har andet på hjerte.