COP27 er overstået. Hvad er status?

Efter to ugers intense forhandlinger ved COP27 er der både positive og mindre positive ting at se tilbage på. Det blev et topmøde, som blev defineret af krig og naturkatastrofer rundt omkring i verden, og som satte ekstra fokus på klimafinansiering til udviklingslande.

Da verdens ledere samledes til COP26 i Glasgow i november 2021, var ambitionerne store. Topmødet var, udover at være forsinket et år som følge af corona pandemien, udset til at være det første topmøde siden vedtagelsen af Paris Aftalen i 2015, hvor landene hver især skulle offentliggøre nye og mere ambitiøse klimamål. Efter en del bump på vejen og heftige diskussioner om små men altafgørende formuleringer i 11. time blev en historisk aftale underskrevet, som holdt 1.5-graders målsætningen i live. Sådan gik det ikke helt ved det netop overståede COP27 – og så alligevel. Med de knap så opmuntrende ord “verden er på en motorvej mod klima helvede” skød FN’s generaldirektør COP27 i gang, og der er da også grund til bekymring. I oktober 2022 konkluderede FN nemlig, at løbet er kørt for at finde en troværdig vej til en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader. På trods af årets eksotiske location – COP27 blev holdt i det egyptiske ferieparadis Sharm el Sheikh – var der ikke lagt op til samme x-factor som ved forgængeren i Glasgow. I år var der eksempelvis ikke lagt op til opdaterede nationale mål, og derfor tog kun en mindre skare af lande til topmødet med øgede ambitioner. Topmødet var til gengæld en oplagt mulighed for at samle trådene fra COP26.

Landskabet før COP27

COP26 blev afholdt i november sidste år, og derfor er det heller ikke nogen hemmelighed, at Ruslands invasion af Ukraine kun få måneder senere har spillet en afgørende rolle i implementeringen af de tiltag, der blev diskuteret på COP26. Et ændret politisk landskab med stigende energipriser og tilhørende rekordhøj  inflation lagt sammen med en corona pandemi, der stadig hærger i store dele af verden, har kørt klimaet ud på lidt af et sidespor.

Godt nok har de skyhøje energipriser skabt et øget fokus på vigtigheden af vedvarende energi, men desværre er opførelsen af nye sol- og vindparker en mangeårig proces, ligegyldigt hvor gode intentionerne måtte være. Det har bl.a. medført, at efterspørgslen på kul forventes at nå det højeste niveau nogensinde. Men selvom det får co2 udledningerne til at stige på den korte bane, har det også været en nødvendighed for at undgå mangel på energi og de følgekonsekvenser det ville kunne få for mennesker og virksomheder.

Vi må heller ikke glemme, at klimakrisen er af et omfang som hverken corona pandemien eller følgevirkningerne af krigen i Ukraine kan matche. Derfor er det også positivt at se, at investeringer i vedvarende energi er steget markant i 2. kvartal af 2022 sammenlignet med året før og nåede rekordhøje USD 226 milliarder i første halvdel af 2022. Ligeledes er der kommet øget politisk fokus på at skabe bedre rammebetingelser for investering i grøn energi.

Også hos virksomhederne er der fokus på den grønne omstilling. Her er antallet af virksomheder med videnskabsbaserede reduktionsmål gennem SBTi næsten fordoblet siden årsskiftet (fra 2.253 ved udgangen af 2021 til 4.152 i skrivende stund).

På dansk grund har vi set, hvordan opbakningen til projekter inden for vedvarende energi har taget en drejning. Hvor mange projekter tidligere blev blokeret af “not in my backyard” tendensen, hvor lokale med næb og klør kæmpede imod sol- og vindparker i deres nærområde, så er interessen i dag en helt anden. En undersøgelse foretaget af Trygfonden viser, at 74% af danskerne mener, at vi skal udbygge vedvarende energi så hurtigt som muligt, og når spørgsmålet lyder, om det er okay at sætte vindmøller op et sted i kommunen, er antallet af enige næsten fordoblet i langt de fleste områder, mens det i nogle områder er tredoblet.

Med andre ord kan man sige, at den grønne omstilling, som følge af krigen i Ukraine, har fået en ordentlig mavepuster på den korte bane, men står til et øget og hårdt tiltrængt momentum på den lange bane.

1,5 graders målsætningen i krise, selvom Indien ønsker nedtrapning af alle fossile brændstoffer

Det var med blandede følelser, man kunne læse om COP27 i dagene efter sidste underskrift blev sat på aftaleteksten. Kritikerne mener ikke, at der blev gjort nok for at holde liv i 1,5-graders målsætningen, men samtidig jublede især verdens udviklingslande over udsigten til, at der for første gang blev aftalt at lave en fond til at dække omkostningerne ved naturkatastrofer forårsaget af klimaforandringer.

Som skrevet indledningsvist konkluderede FN for nyligt, at 1,5-graders målsætningen ser mere og mere usandsynlig ud. Derfor blev landene på COP26 enige om, at landene fremover årligt skal melde ind med nye og mere ambitiøse klimaplaner for at sikre kontinuerlig og gradvis handling. Selve præsentationen af nye mål var ikke et fokusområde på COP27 – i stedet blev landene enige om at indføre faste møder og indmeldelsesfrister for de årlige mål.

Helt centralt for målsætningen om 1,5 grader er det, at der ikke kom et afsnit med i aftaleteksten om udfasning af fossile brændstoffer. Allerede sidste år var det et ønske at få tilføjet et afsnit til aftaleteksten om udfasning af fossile brændstoffer. Dengang strittede Indien imod og endte med at få ændret aftaleteksten til at bruge begrebet ‘nedtrapning’ i stedet for ‘udfasning’. Derfor endte aftalen med at en nævne nedtrapning af “unabated” (oversat afbrænding af kul uden opsamling af co2) kul. Paradoksalt nok var Indien igen i år på banen, men denne gang med ønsket om at nedtrappe brugen af alle former for fossile brændstoffer – et ønske, der desværre mødte stor modstand, hvorfor formuleringen i år minder om den fra sidste år.

30 års tålmodighed for udviklingslande betaler sig

Hvad du ønsker, skal du få – og ønsket, det har udviklingslandene i den grad. Faktisk har de siden det første COP møde for 30 år siden efterspurgt en mekanisme til at dække tab og omkostninger ved klimakatastrofer. Derfor er det også det helt store samtaleemne efter COP27.

Det var da også ekstra svært at ignorere ønsket denne gang efter et år præget af voldsomme naturkatastrofer, som muligvis er et indblik i, hvad fremtiden har i vente. Her kan bl.a. nævnes den voldsomme tørke, vi har set verden over i løbet af 2022; de massive oversvømmelser i Pakistan, som har påvirket over 33 millioner mennesker og anslås at have skabt ødelæggelser for 290 milliarder kroner; orkanen Ian, som hærgede Cuba, hvor østatens samtlige 11 millioner indbyggere mistede strømmen, og Florida, hvor de foreløbige omkostninger er opgjort til 290 milliarder kroner; og netop som COP27 gik i gang konstaterede en rapport, at de voldsomme oversvømmelser i Nigeria, som har kostet 600 mennesker livet og sendt 1,5 millioner mennesker på flugt, var 80 gange mere sandsynlige som følge af klimaforandringer.

Det var altså svært for 31. gang i træk at overdøve ønsket om en klimafond, og det skulle vise sig at være lykkens gang. Selve aftalen om en ‘tab og skade fond’ indeholdt ikke mange detaljer – i stedet skal disse forhandles frem mod COP28. Et af de helt centrale emner har været, hvem der skal bidrage til fonden. I FN-regi anses både Kina og Saudi Arabien, verdens 2. og 9. største udledere, som udviklingslande. Derfor stred USA og EU også imod aftalens formulering, indtil EU i 11. time gav sin støtte til fonden, mens USA ikke gav sin støtte, men heller ikke ville blokere forslaget. I aftaleteksten står der, at der er en bred donor base, hvilket oversat betyder, at Kina og Saudi Arabien også forventes at skulle bidrage.

Nu bliver det spændende at følge arbejdet med fonden frem mod COP28, for som kritikerne siger, så er EU’s tilsagn om knap 450 millioner kroner ikke meget, når ødelæggelserne efter oversvømmelserne i Pakistan alene har kostet 290 milliarder kroner.