Politik for Aktivt Ejerskab

En del af vores filosofi og løfte til investorerne

Formål

Hos SDG Invest sætter vi høje krav til selskabers finansielle resultater, deres arbejde med bæredygtighed, selskabsledelse og ikke mindst deres arbejde med at adressere de globale udfordringer og FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er en del af vores filosofi og løfte til investorerne, at vi hverken går på kompromis med afkast eller bæredygtighed. Det er derfor kun de bedste og mest ambitiøse selskaber, der kommer med i vores portefølje.

Ud af 75,000 børsnoterede selskaber på verdensplan, er det kun mellem 50–100, der lever op til de krav, vi stiller. Vi er grundige når vi finder vores investeringskandidater, og derfor ved vi også meget om de selskaber, der er med i SDG Invests porteføljer. Den viden bruger vi aktivt til at indgå i dialog med selskaber, så vi sikrer, at vi støtter opnåelse af verdensmålene i 2030. Dette er det primære formål med vores aktive ejerskab.

Aktivt ejerskab, i form af dialog med de selskaber, som SDG Invest er investeret i, er en integreret del af SDG Invests varetagelse af rollen som ansvarlig investor. Det skyldes, at der med ejerskab følger ansvar og rettigheder, og fordi selskaber har behov for ejere, der tager aktivt del i konstruktiv og til tider kritisk dialog. Nedenfor har vi beskrevet, hvordan vi udøver og rapporterer på vores aktive ejerskab, jf. lov om finansiel virksomhed §101a stk. 2-7.

Overvågning af virksomheder (jf. lov om finansiel virksomhed §101a stk. 2, punkt 1)

Vi holder konstant øje med, om der opstår sager om de selskaber, vi investerer i. Hvis vi vurderer, at sagerne er i strid med vores investeringsprincipper, sætter vi selskaberne på vores observationsliste og tager direkte kontakt til selskabet. Vi er bevidste om, at vi investerer i store selskaber med komplicerede leverandørkæder i hele verden, og at selskaberne derfor ikke altid kan helgardere sig mod sager og kriser. Dog forventer vi, at vores porteføljeselskaber, er transparente omkring deres problemer og dilemmaer, og at de aktivt arbejder for at rette op på eventuelle negative indvirkninger og mangler i deres virke.

Dialog med virksomheder (jf. lov om finansiel virksomhed §101a stk. 2, punkt 2)

Vi sender årligt et brev til selskaber i vores aktieporteføljer baseret på vores Sustainability Scorecard analyse, og opfordrer dem til at igangsætte planer på de områder, hvor vores analyse påpeger, at selskaberne kan øge deres bæredygtige engagement og arbejde. Ud over skriftligt kontakt med porteføljeselskaberne, opsøger vi også ofte mere direkte dialog, og vi ønsker hvert år at holde møder med ledelsen eller bestyrelsen i de selskaber, som vi er investeret i. Vi mener, at denne direkte dialog kan rykke langt på bæredygtighedsagendaen,

Udøvelse af stemmeret (jf. lov om finansiel virksomhed §101a stk. 2, punkt 3)

Vores politik for aktivt ejerskab suppleres ikke af anvendelse af stemmeretten. Grundet proportionalitetsprincippet mener vi, at den direkte kontakt til selskabernes bestyrelser via breve og muligheden for dialog har større indflydelse. Vi forbeholder os derfor retten til at undlade offentliggørelse af afstemninger i manglen på samme jf. §101a stk. 4.

Samarbejde med andre investorer (jf. lov om finansiel virksomhed §101a stk. 2, punkt 4)

SDG Invest har desuden valgt en model for selskabsdialog, hvor samarbejde med andre investorer er væsentligt. Ved at deltage i investorsamarbejder, hvor flere investorer går sammen – ofte med en fælles ekstern samarbejdspartner – opnås en række fordele. En gruppe af investorer kan tale med større vægt over for et selskab end flere individuelle investorer og repræsenterer en større ejerandel af et selskabs aktiekapital end én enkelt investor. SDG Invest er eksempelvis en del af investortiltaget Climate Action 100+, som særligt er målrettet en reducering i udledningen af drivhusgasser.

Kommunikation med relevante interessenter (jf. lov om finansiel virksomhed §101a stk. 2, punkt 5)

Vi kommunikerer med relevante interessenter via vores årlige breve til bestyrelserne for de selskaber, vi er investeret i. Brevene indeholder dybdegående bæredygtighedsanalyser, samt krav og forslag til bæredygtige forbedringer i de enkelte selskaber. Således kan vi udøve indflydelse, for at opnå vores bæredygtige investeringsformål.

Håndtering af interessekonflikter (jf. lov om finansiel virksomhed §101a stk. 2, punkt 6)

I forbindelse med udøvelse af aktivt ejerskab kan der opstå interessekonflikter. Det kan være i relation til koncernforhold, konkurrenter eller kunder i SDG Invest. Skulle en sådan interessekonflikt opstå, træder Investeringskomitéen i SDG Invest sammen og beslutter, hvordan interessekonflikten håndteres. Hvis nødvendigt, inddrages SDG Invest bestyrelsen også i denne beslutning.

Rapportering (jf. lov om finansiel virksomhed §101a stk. 3)

SDG Invest rapporterer årligt på resultaterne af vores aktive ejerskab via vores årlige Impact Report. Her gives en beskrivelse af vores aktive ejerskab og en redegørelse for, hvordan vi har udøvet denne, samt eventuelle resultater opnået heraf i løbet af det seneste år.

Har du spørgsmål til vores arbejde med aktivt ejerskab, kan du skrive til info@sdginvest.dk.

FÅ MÅNEDLIG INFORMATION FRA SDG INVEST

Få information og nyheder om selskaber der går forrest, når det gælder SDG mål. Følg med i de selskaber som SDG Invest har investeret i.